ANYONE BUT YOU

★★☆☆☆☆

Instruktøren Will Gluck er ikke for ingenting mest kendt for en film ved navn “Bollevenner”. Hans seneste film ANYONE BUT YOU giver på det nærmeste indtryk af, at et modelbureau har stået for castingen af hovedparten af rollerne.

Sydney Sweeney, der ellers forsøgte at ligne en skuespillerinde i “Reality”, foretrækker tydeligvis blot at gå rundt og se godt ud, og da hun selv er producent på filmen, får hun lov.
Glen Powell virker også svært tilfreds med blot at spasere rundt i Australien i mere eller mindre afklædt tilstand, og selv et afsnit af Paradise Hotel synes at have mere emotionel dybde end disse to humorforladte Barbie-dukker.

Så er der mere spræl i veteraner som Dermot Mulroney, Rachel Griffiths og Bryan Brown, selvom de har fået alt for lidt at arbejde med.

Men hvorfor de to hovedpersoner skulle være det perfekte par, forstår vi dog ikke, for de synes at foretrække skænderier, og trods deres yndigheder forekommer de mest af alt åndsvage og uinteressante.