ANTIGONE

★★★★☆☆

ZeBU og Signe Kærup Dahl er gået sammen om at lave en ungdomsforestilling om ANTIGONE, og det kan der være mange gode grunde til. ANTIGONE er i al fald en ung kvinde, der trodser autoriteterne og følger sit hjerte, og i kølvandet på Me Too-bevægelsen giver det faktisk god mening.

Sofokles’ klassiske tragedie har rod i oldtiden, og kan ses som en slags fortsættelse af “Ødipus”, som skuespilleren Jan Overgaard Mogensen spillede for et par sæsoner siden i en glimrende ungdomsudgave overfor Peter Seligmann.

I ANTIGONE varetager Jan Overgaard Mogensen flere roller bl.a. som Kong Kreon, der har overtaget magten i Theben efter at Ødipus’ sønner har dræbt hinanden. Deres søster Antigone går imod kongens ordre, da hun insisterer på, at begge brødre skal begraves. Da hun gribes i at begrave den ene bror, tages hun til fange.

Men den offentlige mening støtter Antigone, og da også Kreons søn, ANTIGONEs forlovede, beder sin far om at skifte mening, overvejer han sit synspunkt på ny. Men da Kreon endelig kommer til fornuft, er det for sent. ANTIGONE har hængt sig, og hendes forlovede, Kreons søn, begår selvmord.

Jan Overgaard Mogensen har selv bearbejdet teksten, der fremstår skarp og klar i Jørgen Carlslunds iscenesættelse. Carl Martin Norén tegner et lavmælt portræt af Antigone, men er bedst som Kreons søn, der på lidenskabelig vis konfronterer faderen med dennes hovmod – men desværre forgæves.

Jan Overgaard Mogensens magtfulde Kreon bliver forestillingens omdrejningspunkt, mens komponisten og musikeren Marie Rørbæk forsøger at finde en mere nutidig musikalsk form til at formidle historiens tematikker til et teenagepublikum.

ANTIGONE er et ambitiøst bud på ungdomsteater, der ikke lefler for de unge, men prøver at formidle en god og relevant historie til dem, der måske ikke selv ville have fundet eller opsøgt den.

(Michael Søby)