Sean Baker er en instruktør, der altid har stået på de udsattes side. Hans skildringer af sexarbejderes livsvilkår i film som “Tangerine”, Bodil-vinderen “The Florida Project” og “Red Rocket” har skabt større forståelse og accept af folk, der kriminaliseres, når de udfører deres arbejde. Men Sean Baker er heller ikke blind for deres personlige dårskaber, naivitet og stadig mere desperate handlinger.
Med ANORA overskrider han en gang for alle grænsen mellem Art House og mainstream film, hvilket blev cementeret på filmfestivalen i Cannes, hvor Sean Baker blev hædret med guldpalmen, festivalens hovedpris.
ANORA er formodentlig den vildeste amerikanske film, du kommer til at se i denne sæson, og der er næppe tvivl om, at ANORA kommer til at spille en hovedrolle i det kommende Oscar-ræs. Det bliver især spændende at se i hvilket omfang, at det sædvanligvis snerpede amerikanske filmakademi vil favne en film om lapdanserinden Anora, der pludselig finder sin prins i skikkelse af en russisk oligarks søn.
Mikey Madison er totalt overbevisende i titelrollen, men filmens russiske skuespillere er mindst lige så troværdige. Mark Eydelshteyn kaldes allerede for Ruslands svar på Timothée Chalamet efter sin dynamiske indsats som den unge russiske rebel Ivan, og hans landsmand Yura Borisov (“Kupé nummer 6”), der faktisk foreslog ham til rollen som Ivan, ligner p.t. en kandidat til Oscar-prisen for bedste mandlige birolle for sit spil som den mutte bodyguard Igor.
Det vil være synd at afsløre mere om handlingen i ANORA, så bare stig på lyntoget og nyd den vildeste tur på to timer og 13 minutter. Det er umuligt at kede sig til den film.
