På Republique har man i året kastet sig over de russiske klassikere, og det forstår man sådan set godt, for her finder man ofte en dramatisk dybde samt et væld af spændende roller.
Opsætningen af Fjodor Dostojevskij “Idioten” overlevede dog kun i kraft af Elliott Crosset Hoves indsats i titelrollen, men i ANNA KARENINA er der ikke nåde for de medvirkende i Reumert-vinderen Amanda Linnea Ginmans vulgære, overfladiske og i sidste ende destruktive iscenesættelse.
Mikkel Rostrups filmiske scenografi får ellers atmosfære af Malthe Haugaards magiske lysdesign, og Emma Grankvist stemningsmættede musik er også en gevinst for forestillingen.
Men hvad hjælper det, når iscenesætteren tilsyneladende nægter at være tro mod det litterære forlæg, men foretrækker at vende vrangen ud af teksten, selvom teatret bruger romanens originaltitel til at sælge billetter.
Stephanie Nguyen, der var bedst som stum i “Den lille havfrue”, fremstår som en ulidelig selvoptaget furie, som ingen kan elske. Hun er end ikke i nærheden af et dramatisk format i den bærende hovedrolle, men reduceres til en plat liderlig sexkilling, der er en hån mod Lev Tolstojs mesterværk fra 1878.
Mathias Rahbæk har momentvis en vis smerte i krop og ansigt, men når han taler, ryger illusionen øjeblikkelig, og for der mangler bund i replikkerne. På samme måde aner man en sårbarhed i Christoffer Hvidberg Rønjes Vronski (Annas elsker), når han synger, men flere af hans replikker drukner i det ellers flotte russiske skæg, han har anlagt. Thomas Diepeveen bliver desværre henvist til hul karikaturkomik, og man er utryg ved Eyrún Björks fade fællesnordiske replikbehandling.
Så på trods af forestillingens visuelle kvaliteter yder forestillingen aldrig poesien, nuancerne og sjælfuldheden i den originale ANNA KARENINA retfærdighed.
(Michael Søby)
