ANBRAGT

★★★★☆☆

Teatret Svalegangen står sammen med Børns Vilkår bag teaterprojektet ANBRAGT, som den Reumert-belønnede dramatiker Thomas Markmann har skrevet manuskript til.

Katrine Krohns samlebånds-scenograf lader flyttekasserne kører forbi os, så vi fatter, at pigen Nastasjas barndom i den grad har været præget af flytteri. Da hendes stadig mere drikfældige far opgiver at tage sig af hende i håb om at klinke skårene i forhold til den kæreste, han banker, placeres Nastasja hos en plejefamilie – mod sin vilje. For Natasja er allerede så godt som ødelagt, og den fordrukne fader er ude af stand til at holde aftaler.

Maja Juhlin yder en af karrierens bedste præstationer som den forpinte pige, og får os til at forstå hendes kampe, hendes sejre og hendes nederlag. Christopher Hartmann gør også et betydeligt indtryk som den håbløse, men alligevel også sympatiske, omend mest af alt sølle fader.

Allan Helge og især Kirstine Hedrup fremstår umiddelbart ganske tillidsvækkende som de nye plejeforældre. Desværre kniber det med at høre, hvad Anna Bob Fredslund – siger – i al fald når hun spiller sagsbehandler og man sidder på 11. række. Hun har en uvane med kun at spille til sine medspillere, men de forstår heldigvis at gøre selv en stilfærdig dialog hørlig.

Ellers er der kun ros til den norske iscenesætter Sullivan Lloyd Nordrum, der finder den rette psykologiske dybde i materialet – uden at kede. ANBRAGT bliver således et stykke væsentligt ungdomsteater, der også synes velegnet i skolesammenhænge for Folkeskolens ældste klassetrin.

(Michael Søby)