Hvad Franz Kafka ikke selv nåede, inden sin død i 1924, formår Teatret Slotsgården knap 100 år efter førsteudgivelsen i 1927, nemlig at fuldføre Kafkas ufuldendte roman AMERIKA – i al fald på teatrets friluftsscene.
Den konceptuerende iscenesætter Kristoffer Lundberg har med sine klassikeropsætninger af ”Kammerat Napoleon” på Odense Teater og ”Kældermennesket” i Teatret Slotsgårdens gårdhave for alvor bevist sit talent for at fortælle de store historier. Sammen med fem vitale skuespillere og talentfulde Signe Hørmann som realiserende instruktør er det lykkedes at skabe en forestilling, der overbeviser os om, hvorfor vi skal beskæftige os med dette aldrende og hidtil ufuldendte værk lige netop nu.
Freya Sif Hestnes har både scenografisk og kostumemæssigt formået at skabe noget af næsten ingenting, og det er i grunden beundringsværdigt.
Thomas Diepeveen spiller med uskyldigt hjerte den håbefulde unge mand Karl, som drager til AMERIKA for at undslippe fortidens synd, der på ubarmhjertig vis blev ham pålagt i Europa.
Allerede på båden til mulighedernes land gør han nye bekendtskaber, der skaber problemer for ham, og den tendens synes at fortsætte. Men i AMERIKA møder han også en særegen onkel, der vil tage sig af ham, når bare Karl følger hans råd og stoler på alt, hvad han siger.
Onklen spilles med overdådigt vid af Mathilde Lundberg, der også brillerer som nærgående neurotiker, der stalker den stakkels Karl. Da Karl møder to frie mænd, der intet ejer, kan de se en fordel ved at gøre hans bekendtskab, og før han ved af det, sidder Carl i en stjålen bil. Han undgår kun med nød og næppe at blive arresteret for biltyveri, da han netop er blevet sendt på indkøbt af sine to tvivlsomme venner (morsomt og lidt uhyggeligt gestaltet af Emil Hyldeborg og Lukas Lykke), da politiet arresterer dem.
Men onklen, der ikke bifalder, at Karl lytter til andre end sin onkel, slår hånden af sin nevø, og gradvist må Karl indse, at menneskene i AMERIKA har nogle andre regler og værdier, end dem han kommer fra. Dermed bliver AMERIKA også et portræt af et USA i eksistentiel krise – personificeret af en egocentrisk leder blottet for selvindsigt og empati. Der er ikke meget at grine af i den verden, og slet ikke hvis man som klovn er blandt de lavest rangerede i fastfood-imperiet McDonald’s. En lille rolle som Amalie Bergholdt gør overraskende bevægende.
Man aner et strejf af håb til sidst, og det er der også brug for, men ligesom Karl må vi erkende, at håbet hverken dengang eller nu har gode livsvilkår i Guds eget land, hvor penge for længst er blevet gud.
(Michael Søby)
