Allerede efter gennembrudsstykket ”Forsamlingshuset” stod det klart, at dansk teater havde fået en ny markant stemme via dramatikeren Julie Maj Jakobsen. Hun blev belønnet med en uhyre velfortjent Reumert talentpris i 2012 og det følgende år opnåede hun en Reumert-nominering som årets dramatiker for ”Fucking Fattig”.
Senere fulgte en perlerække af stykker på Aalborg Teater bl.a. det Reumert-belønnede flygtningedrama ”Aftenlandet” efterfulgt af ”Efter branden”, der omhandlede ghettodannelser i Danmark. I 2022 havde hun premiere på ”Morgenlandet”, der rejste kritiske spørgsmål mht. vores måde at definere og forvalte den europæiske identitet.
Med sit seneste skuespil ALT DET SOM ER kommer det modne parforhold i fokus, da den aldrende kvinde Lea på sin fødselsdag reflekterer over sit ægteskab med Per, og stiller spørgsmålet: ”Hvad hvis vi blev skilt?”. Det sætter gang i et væld af følelser, samtidig med at den 17-årige datter Cecilie meddeler, at hun vil flytte sammen med sin kæreste. Aftenen tager endnu en dramatisk drejning, da en kvinde fra fortiden pludselig ringer på døren.
ALT DET SOM ER fremstår som et eksistentielt drama, og i hænderne på den norske instruktør Geir Sveaass bliver det en stor intens og bevægende kærlighedshistorie, der rækker ud over parforholdet, og får os til at revurdere kærlighedsbegrebet.
Geir Sveaass har tidligere fejret store triumfer på Aalborg Teater, også som teaterchef, og genforenes i denne forestilling med to af de skuespillere, som han var med til at opdage og udvikle: Camilla Gjelstrup og Martin Ringmose.
Som den stadig mere utilpassede Lea viser Camilla Gjelstrup, hvor fin en karakterskuespiller hun efterhånden er blevet. I samspil med den sublime Martin Ringmose åbenbarer hendes Lea en hudløshed for i næste øjeblik at blive overvældet af vrede og frustrationer. Martin Ringmoses Per er ægte i sin kærlighed og rørende i sin afmagt, men måske har også han godt af forandring?
Nadia Nouamani, Jeppe Ellegaard Marling og det lovende nye talent Julie Bunimowicz yder alle smukt spil i mindre roller, og Geir Sveaass bekræfter med denne følsomt afstemte ensembleforestilling sin position som en af Danmarks fineste iscenesættere.
Scenografen Gøje Rostrup, der sammen med Madeleine Røn Juul har udviklet konceptet bag forestillingen, har skabt et trygt hjem i træ, hvor fundamentet pludselig kan forrykke sig for derefter at vende tilbage til status quo, som om intet var hændt. Men er menneskene mon stadig de samme?
(Michael Søby)


