Den stærkt overvurderede Julia Ducournau skuffer atter med endnu en sensationshungrende film a la hendes groteske ”Titane”, der ikke uden grund rangerer blandt de værste guldpalme-vindere nogensinde og et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan nå, når der går politik i en prisuddeling.
På samme måde som Vincent Lindon var en formildende omstændighed i ”Titane”, er Tahar Rahim den absolut eneste grund til at se ALPHA. Tahar Rahim (“Monsieur Aznavour”) yder en rystende indsats som ALPHAs destruktive stofafhængige onkel.
Onklen er bror til den rådvilde sygeplejerske (solidt spillet af Golshiftfeh Farahani), der er enlig mor til den rebelske teenagepige ALPHA (emotionelt men noget overgearet fremstillet af Mélissa Boros). En dag får sygeplejersken nok af dem begge og overlader dem i desperation til hinandens selskab. Det giver Julia Ducournau anledning til at flirte med alle gysergenrens mest forslidte klichéer.
ALPHA ender ude på et overdrev så absurd, at man ikke ved, om man skal le eller græde, og den konstant ekspressive og meget larmende film udmatter længe inden, at den når i mål.
