ALLETIDERS REVY 2026

Mange har være kede af, at Revyernes Revys priser inkl. årets Dirch ikke bliver uddelt netop i år, hvor Dirchs 100-års fødselsdag blev markeret i flere danske revyer. Prisuddelingen plejer at være den store årlige fest for og med revybranchen.

Men så tog Lukas Birch initiativ til en ny pris opkaldt efter Ulf Pilgaard, som han selv har samarbejdet med i forbindelse med diverse bogprojekter og talkshows. De havde tidligere snakket om emnet, og Ulfs eneste krav til sådan en pris var, at den første modtager skulle være Lisbet Dahl.

Og sådan blev det heldigvis, da ALLETIDERS REVY løb af stablen søndag d. 23. august i Revykøbing, Nykøbing Falster, hvor Lisbet Dahl modtog et stormende bifald, før og efter hun blev tildelt prisen af Lukas Birch. I sin smukke tale påpegede Lukas Birch, hvordan Lisbet Dahls betydning for dansk revy er ganske enestående, og hvordan hun i årtier har inspireret hele revybranchen gennem sin uforlignelige karriere.

Lisbet Dahl fortalte med stor umiddelbarhed om sine samarbejde med Ulf og Dirch, og vil man vide endnu mere, kan man med fordel anskaffe sig Lukas Birchs interview-bog om Lisbet Dahl, hvori hun giver nuancerede beskrivelser af begge mænd.

Heldigvis fik vi også lov at opleve, at Lisbet Dahl stadig har revyens DNA i krop og sjæl. Hun leverede en skræmmende morsom version af visen om en kvinde med en yderst effektiv løsning på mænds dårlige opførsel. Også gensynet med den håbløst umusikalske ”humørbombe” gjorde stor lykke.

Begge numre blev serveret med fine nye detaljer og med hele kroppen i sving, så ingen kunne være i tvivl om, at Lisbet Dahl stadig kan og vil. Hverken pianisten, revydirektør Mickey Pless, eller værten Lukas Birch kunne føle sig sikre i dette nummer, når ”Humørbomben” skældte ud med sin uregerlige brune taske som med- og modspiller.

Mickey Pless og hans velspillede orkester (der til lejligheden blev omdøbt til ”Pless eller kolera” af Lukas Birch) var alle i hopla, og Mickey Pless leverede også en fin duet med Lisbeth Kjærulff i form af ”Lille Frøken Himmelblå” fra ”Han, Hun, Dirch og Dario”. Lisbeth Kjærulff fik også publikum til at se helt nye erotiske perspektiver i danske vejskilte, og hun imponerede i sit originale musical-potpourri fra Ganløse Revyen, som allerede har udløst en nominering som årets revykunstner fra cphculture.dk.

Også Leif Maibom sørgede for, at Dirch Passer ikke blev glemt denne aften, hvor han med Mickey Pless som musikalsk sekundant fremførte sin egen poetiske tekst om Dirch Passer fra årets sommerrevy i Revykøbing. Maibom viser også en anden side af sit omfattende revytalent som Thorleif, og man behøver hverken at være fra Fyn eller Sønderjylland for at elske den figur. Man glæder sig allerede til at gense Leif Maibom i Odense Sommerrevy 2027.

Maibom og en anden velskrivende revylegende Flemming Jensen leverede en uhyre veloplagt udgave af den evindelige butiksketch. Teksten kræver to mestre i timing for at fungere, og det havde man her.

Flemming Jensen kan sandelig også stå på egne ben og han var bl.a. vittig som perplex donor, der bliver overrasket over, at det ikke er blod, han forventes at donere.

Troels Malling fortalte kærligt om, hvor meget han lærte af Ulf og Lisbet ved at lytte til dem i ”Vores sensommer” på Østre Gasværk i 2015, hvor han havde en mindre rolle. Men Malling kunne også få lattertårerne til at trille blandt publikum, når han som sygdomshærget mand beretter om alle sine dårligdomme i lidt for maleriske detaljer.

ALLETIDERS REVY i Revykøbing fremstod som en sand mesterklasse i revyens svære kunst – med Lisbet Dahl som det selvfølgelige centrum.

(Michael Søby)