Selvom der også er danske penge i ALLE ELSKER TOUDA, er filmen først og fremmest marokkansk, og tilmed Marokkos officielle Oscar-bidrag – dog uden at blive nomineret. Trods dens mange kvaliteter må man bare erkende, at den ikke helt er på højde med den Oscar-shortlistede “Den Blå Kaftan”, som Nabil Ayouch producerede og var medforfatter på, og som rent faktisk havde fortjent en Oscar-nominering (den blev dog både nomineret til en Bodil- og en Robert-pris).
ALLE ELSKER TOUDA – eller gør de? For Touda er en talentfuld skønhed, der vil frem i verden, og det er ikke alle, der er begejstret for det. Som Aita-sangerinde drømmer hun om at nå til tops. Men langt fra alle synes, at det er passende for en kvinde at optræde og synge de ofte rebelske folkesange, der er forbundet med den vokale Shikhat musik.
Touda har dog også sin hørehæmmede søn at tænke på, så hun drager til Casablanca for at opnå den succes, hun brænder efter og som synes en nødvendighed, hvis hun skal kunne tilbyde sønnen bedre livsvilkår. Men også i Casablanca har musikbranchen endnu ikke formået at få bugt med kønsdiskriminationen, så Touda må overveje, om prisen for succes bliver for høj.
Nisrin Erradi forener det stærke med det sårbare i rollen som Touda, og det er ikke mindst hendes fortjeneste, at ALLE ELSKER TOUDA bliver en ganske rørende skæbnerejse garneret med en vital musikform, som vi tydeligvis kender for lidt til herhjemme.
