ALL OF US STRANGERS

★★★★★☆

I et livsløst boligkvarter i London er alle tilsyneladende fremmede for hinanden. Men en dag banker det på døren hos den unge forfatter Adam. Udenfor står en karismatisk beruset mand, der har holdt øje med Adam og følt sig tiltrukket af ham.

Adam afslår dog at få besøg, men efter et par akavede møder, finder de ud af, at de faktisk er glade for hinanden.
Adam prøver samtidig at få styr på sit bogprojekt, der omhandler to kærlige men kejtede forældre, der begge omkom i en bilulykke. I sin drømme besøger han dem igen i barndomshjemmet, men det kan også være smertefuldt og måske direkte ødelæggende, hvis man samtidig vil prøve at bygge et nyt forhold op til en fremmed.

ALL OF US STRANGERS må være årets bedst castede film, for alle fire karakterer spilles hjerteknusende godt. Andrew Scott kan allerede først i marts på udvalgte dage kan opleves i en prisbelønnet pragtpræstation, hvor han på knap halvanden time spiller samtlige roller i Tjekhovs “Vanya” (National Theatre Live). Men først bør man nyde hans følsomme spil, der allerede har udløst flere filmpriser.

Overfor ham står en anden af tidens store britiske skuespillere Paul Mescal, der sidste år opnåede en Oscar-nominering som årets mandlige hovedrolleskuespiller i “Aftersun”, hvor han er en ung nyligt forladt far, der prøver at give sin datter en god ferie. Paul Mescal gjorde sig også fint bemærket i en lille rolle i “The Lost Daughter” og han er direkte uimodståelig i ALL OF US STRANGERS.

Claire Foy, der var lysende som den unge prinsesse Elizabeth i “The Crown”, får maksimalt ud af rollen som den mor, som virkelig gør sit bedste for at forstå sin søn uden helt at være i stand til det. På samme måde er den tidligere Billy Elliott, Jamie Bell, aldeles glimrende som den far, der gør alt for at elske og være imødekommende overfor den søn, der er forblevet en fremmed for ham.

Instruktøren Andrew Haigh har tidligere skabt det rystende ægteskabsdrama 45 ÅR, der índbragte Charlotte Ramplin karrierens eneste Oscar-nominering overfor en ligeså sublim Tom Courtenay. Nu viser han atter, hvorfor han regnes blandt de fineste personinstruktører i filmbranchen i øjeblikket.

ALL OF US STRANGERS rammer os som en sensuel og gådefuld drøm, som vi aldrig rigtig kan blive færdig med at tænke over.