Det er efterhånden 25 år siden, at Betty Nansen Teatret sidst havde en moderne version af Lewis Carolls hovedværk “Alice i Eventyrland” på repertoiret. Dengang spillede forestillingen på Betty Nansen Teatret Edison-scene i en forrygende iscenesættelse af Katrine Wiedemann og Sidste Babett Knudsen fik en form for teatergennembrud via sit mesterlige portræt af en lille gammelklog Alice.
Nu får klassikeren nyt liv på Betty Nansen Teatrets egen scene via en nærmest surrealistisk dramatisering af Alexandra Moltke Johansen og Amanda Ginman. Sidstnævnte har også iscenesat forestillingen som et infernalsk, morsomt og til tider noget anstrengt syretrip med Steffen Aarfings velfungerende men ikke vildt opfindsomme træscenografi som ramme.
Det bør dog understreges, at ALICE er blevet til i “en samskabende proces med alle på holdet” som et led i projektet “Betty udvikler”, hvor forestillinger bliver til over et længere forløb med work-shops og kollektive tanker på tværs af kunstarterne.
Resultatet er blevet en drilsk og dristig teaterleg, hvor vores stadig mere dyriske adfærd understreges i et vedvarende behov for at æde rå fisk anført af en jovial/diabolsk kanin (festligt og faretruende gestaltet af Nicolas Bro). Kaninen er iført en kæk gul t-shirt – et af kostumedesigneren Petruska Miehe-Renards mest inspirerende valg – med påskriften “Don’t Be Afraid”, og jo mere kaninen poserer som “din bedste ven” a la tidens sødladne tv-værter, jo mere utryg bliver vi ved dens selskab.
Som ALICE får københavnerne for alvor lov til at nyde talentfulde Freja Klint Sandberg, der i foråret 2022 imponerede på Odense Teater som pigen “Maria” i en grad, at forestillingen af samme navn genopsættes i foråret. På Betty Nansen Teatret giver hun et portræt af den livsivrige pleaser Alice, der prøver at finde sig selv i et hektisk eventyrlandet. En sekvens, hvor hun pendler fra det ene musikalske univers til det andet, mens hun kæmper med at finde det musikalske sprog i hvert univers, udføres så fabelagtigt, at det udløser spontant bifald fra publikum på premiereaftenen. Freja Klint Sandberg kommer vi med garanti til at se meget mere til fremover – heldigvis.
ALICE udsættes også for trio af dansere (Dorotea Saykaly, Matthew Rawcliffe og Linn Fletcher) som rigeligt pågående Avatarer, og et odiøst royalt par. Marie Dalsgaard er en gloriøs skræmmende hvid dronning, der bruger sin gravide mave som statusymbol. Moderskabet som “accessory”! Det groteske og bizarre klæder i den grad Marie Dalsgaards talent, og hun har sjældent været bedre.
Også den hvide konge (finurligt spillet af Morten Brovn) lader sig i højt grad definere af sin overkrop, men for ham er det maskuliniteten, der er blevet en salgsvare.
Intet under, at ALICE til slut vælger at forlade scenen, men når selv drømmelandet virker mere forkvaklet end livet, hvor går man så hen? Det spørgsmål får vi ikke besvaret på Betty Nansen Teatret, men måske er det os selv, der må skabe svaret?
(Michael Søby)
