For 11. gang vækkes Holbæks smukke museumsgård til live gennem en farverig farce med udgangspunkt i en velkendt klassiker.
Denne gang er det eventyret om ALADDIN, der står for skud, og det giver den begavede dramatiker Rasmus Krogsgaard rigelig mulighed for at stikke til globale problemer som klimasituationen, Donald Trump og andre katastrofale politikere i ind- og udland samt konflikten i Mellemøsten. Det fyger med såkaldte sand-vitser, og så gør det mindre, at historien måske ikke helt er på højde med Krogsgaards tidligere bedrifter på disse kanter.
Iscenesætter Jeanne Boel har heldigvis god fornemmelse for genren, og får ikke blot det bedste frem i sine skuespillere, men også i tredje årgang fra Holbæk Drama College samt fire tidligere elever fra den gymnasiale scenekunstuddannelse.
Samtlige medvirkende – inklusiv den uovertrufne og meget vittige kapelmester Lars Fjeldmose – er blevet forkælet af kostumedesigner og scenograf Kirsten Brink, der tilmed har sørget for et lille flyvende tæppe på kapelmesterens tag, så han hurtigt kan komme hjem efter forestillingen.
Det må være lidt af en udfordring for Kirsten Brink at leve op til ALADDINs fortryllende verden, for scenen i Museumsgården hører blandt Danmarks mindste. Men med udsøgt farvesans og fornemmelse for de mindste detaljer – også i de fabelagtige kostumer – skaber hun en magisk verden, som både store og små nyder godt af.
Brian Christensen er en velvoksen ALADDIN, men det gør heldigvis ingenting, for han spiller rollen med en bedårende uskyld, og synger så godt som i ungdommens dage – ikke mindst i en berusende kærlighedsduet med sultanens livlige datter Gulnare (veloplagte Maria la Cour).
Mette Marckmann viser sin alsidighed som skøn spåkone og som ALADDINs forslidte og forpinte mor, og Jacob Weble nyder tydeligvis at spille skurk, men er faktisk allersjovest som vred protestsanger.
Således er der meget at glæde sig over i Holbæk, hvor Sjællands Teater endnu engang opnår succes.
(Michael Søby)
