Odense Teater har indgået et frugtbart samarbejde teaterkompagniet fix+foxy, og resultatet er blevet en fornøjelig men også foruroligende forestilling om kunstig intelligens.
Tue Biering har ikke bare udtænkt konceptet, men er også ansvarlig for manuskript såvel som iscenesættelse, og det indikerer også denne gang en form for intelligens samtidsteater, der prikker til vores comfort zone.
Kristoffer Helmuth byder med indsmigrende venlighed velkommen på Folketeatret Hippodrom-scene, men der gemmer sig også en gavtyv i hans spil som tilforladelig konferencier.
Han stiller os en række spørgsmål fra scenen, som vi så kan besvare med vores mobiltelefoner i det omfang teknikken tillader det.
Man når frem til, at det teaterglade publikum er glade for både ballet og musicals, så Kristoffer Helmuth må både trække i tylskørt og synge for de forbavsede tilskuere.
Man forbløffes gang på gang over den akkuratesse, hvormed AI kan fastslå facts om de tilstedeværende, og man kan ikke helt forstå, om der er tale om en uskyldig teaterleg eller en næsten grænseløs udlevering af vores egen naivitet i forhold til AI.
Men måske er det i virkeligheden begge dele? Man får i al fald et AI-opkald til at gå hjem på, som ikke nødvendigvis gør dig mere tryg.
(Michael Søby)
