Japan har givet os en række betydelige filmskabere, men Tsuyoshi Inoue er tilsyneladende ikke en af dem. 4 af de 6 noveller, der udgør Haruki Murakamis novellesamling ”Efter skælvet” fra 2002 (udgivet i Danmark 6 år efter), danner grundlaget for AFTER THE QUAKE, men nogen kunstnerisk helhed bliver det aldrig.
Udgangspunktet er ellers alvorligt nok, et jordskælv i Kobe anno 1995, men sammenkoblingen af de fire fortællinger virker i bedste fald konstrueret og i værste fald søgt. De filosofiske lag, der tilstræbes i manuskriptets fire tidszoner, får hverken visuelt eller spillemæssigt det fornødne løft, og den langt over to timer lange film mangler i fatal grad fremdrift eller blot almen menneskelig interesse.
Sjældent har man set så stort anlagt et projekt falder så eklatant til jorden, og da vi så introduceres til en usædvanlig høj talende frø, som tilsyneladende skal tages alvorligt, brister filmen fatalt uden mulighed for at hele.
AFTER THE QUAKE fremstår som et kuriøst og kunstfærdigt prestigeprojekt, der bare ikke vil lykkes.
