AFTER THE HUNT

★★★☆☆☆

Luca Guadagnino har siden gennembrudsfilmen ”Call Me By Your Name” slået sit navn fast som en begavet, følsom og modig instruktør.

Tidligere på året kunne vi nyde Daniel Craig i sit livs største skuespillerpræstation i Guadagninos William S. Burroughs-filmatisering ”Queer”, og derfor havde man også set frem til Netflix-filmen AFTER THE HUNT, der er kørt i stilling som en slags comeback for Julie Roberts. Hun spiller en privilegeret underviser på et universitet, og agerer også mentor for en lovende studerende spillet af Ayo Edebiri, der vandt en Emmy for sin birolle i første sæson af streaming-serien ”The Bear”, hvorefter rollen blev gjort til en hovedrolle.

Men en dag står den progressive professor pludselig i et dilemma, da den unge studerende anklager hendes kollega og nære ven (altid seværdige Andrew Garfield) for seksuelt overgreb. Er den unge dygtige studerende tiltrukket af sin magtfulde professor eller er hun snarere en fjer i hatten for den ambitiøse professor? Eller relationen til den mandlige ven og kollega vigtigere for professoren i en tid, hvor professorens eget ægteskab er i krise?

Nora Garretts manuskript har en anderledes vinkel på Me Too-problematikken, end vi sædvanligvis ser, men hendes skildring af det moderne universitetsmiljø overbeviser aldrig. De mange henvisninger til intellektuelle forbilleder virker simpelthen påklistrede. Selvom Julia Roberts bestemt gør en nydelig indsats i den kvindelige hovedrolle, så er hendes karakter så irriterende selvoptaget, at man har svært ved at investere nogle ægte følelser i karakteren.

Det samme gælder faktisk filmens øvrige roller på trods af, at både Andrew Garfield og Ayo Edebiri gør, hvad de kan med det materiale, de har fået at arbejde med.

Pæne billeder og gode intentioner viser sig at være utilstrækkeligt, hvis man vil lave en god og relevant film, og AFTER THE HUNT bliver aldrig den store debatfilm, der var lagt op til. En spilletid på 139 minutter gør tilmed, at vi keder os undervejs.