“Det sidste kapitel” er undertitlen på femte del af AFTER-filmføljetonen, og det er i sig selv lovende. For ikke siden 50 Shades-filmene kedede en hel verden, har man oplevet en mere trættende filmserie (eller rettere filmfranchise – for After-serien er mere et kalkuleret salgsprodukt end uskyldig filmunderholdning.
De erotiske scener er ferske og forlorne, og så hjælper det kun lidt, at Hardin og Tessas evindelige off-and-on kærlighedskvaler er pakket ind i lækker reklamefilmæstetik.
Hero Fiennes Tiffin (der også er producent på filmen) og Josephine Langford fremstår da også fotogene, og med solskinsbilleder fra Portugal kan man sagtens vælge at koble af og bare nyde de kønne billeder. Men efter filmen melder der sig en tomhed, for AFTER EVERYTHING er i sidste ende en åndelig falliterklæring.
Hardin-figuren skulle være baseret på sangeren og skuespilleren Harry Styles, men hvor Styles har udviklet sig med tiden, og tydeligvis leger med kønsrollerne i sin personlige fremtoning, så er Hardin-figuren langt mere selvhøjtidelig maskulin, hvilket i grunden er synd. Det gør AFTER-filmene mere gammeldags, end de behøver at være, og måske er det derfor, at biografsalen er tom i dag?
AFTER EVERYTHING hører faktisk ikke til de værste kapitler i serien, men behovet for flere afsnit må i den grad siges at være drænet, så lad dette være det allersidste, vi nogensinde kommer til at høre om Hardin og Tessa.