Nicolas Philiberts huskes stadig for dokumentarklassikeren “At være og at have”, hvor livet på en landsbyskole blev vakt til live for en hel verden. 21 år senere formår han atter at tryllebinde sit publikum med en stilfærdig bevægende skildring af dagligdagene på behandlingshjemmet Adamant, der er indrettet i en husbåd på Seinen.
Her mødes sårbare sjæle til en kop kaffe og diverse former for behandlingstilbud. Ingen truende tvang om aktivering, her gælder det primært om, at ingen skal føle sig udenfor.
Nicolas Philiberts lader på enestående vis de skrøbelige mennesker komme til udtryk og vi indser, hvilke rigdomme der gemmer sig i disse individer, der måske ikke altid har være lige gode til at sælge sig selv.
Men det er også mennesker, der indtil flere gange har været ramt af modgang i deres arbejdsliv, sygdomme – både psykiske og fysiske, og personlige tragedier af enhver art.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Nicolas Philibert har skabt en lysende og opløftende film – uden at forråde alvoren. Intet under at Berlin festivalen i år valgte at tildele deres største hæder Guldbjørnen til ADAMANT – HJERTERUM PÅ SEINEN, den første dokumentarfilm i festivalens historie til at modtage netop denne pris.
