Tyrkiets mest berømmede instruktør hedder Nuri Bilge Ceylan. De fleste af hans spillefilm har vundet anerkendelse på filmfestivalen i Cannes, og den mesterlige “Vintersøvn” opnåede tilmed guldpalmen som festivalens bedste film. Også hans seneste værk ABOUT DRY GRASSES (“Kuru Otlar Üstüne”) blev hædret – denne gang for bedste præstation i en kvindelige hovedrolle (selvom man rent dramaturgisk kan argumentere for, at der er tale om en stor birolle).
Det ændrer dog ikke ved, at Merve Dizdar yder en bemærkelsesværdig indsats som lærerinden Nuray. En køn men også trist kvinde, der har mistet en stor stilling i Istanbul efter deltagelse i en kurdisk demonstration, der kostede hende det ene ben i forbindelse med en politiaktion.
Nu er hun kommet til en lille landsby, og befinder sig pludselig i midten af en kærlighedstrekant bestående af kollegaen Samet og dennes bofælle Kenan.
Samet bliver hele tiden skældt ud af sin familie, fordi han stadig er ugift, og han synes i det hele taget mere optaget af Sevim (karismatisk spillet af Ece Bagci), en yndig lille pige på skolen, som også har et godt øje til ham. Han giver hende gaver i smug, men da Sevims kærestebrev falder i de forkerte hænder, ruller lavinen.
Først da Samet får introduceret samboen Kenan for Nuray, og mærker en gensidig interesse mellem Kenan og Nuray, begynder han selv at blive mere interesseret, og da han erfarer, at Kenan i al hemmelighed har givet Nuray køretimer, ved han at han må handle.
Han undlader at fortælle Kenan om et fælles middagsinvitation fra Nuray, og tropper kun selv op, selvom han godt er klar over, at det er Kenan og Nuray, der er mere interesseret i hinanden.
Nuri Bilge Ceylan fortæller også denne historie med i et sindigt tempo, der giver plads til, at alle manuskriptets finesser får mulighed for at folde sig ud. Samtidig giver det også mulighed for, at de nøje udvalgte skuespillere kan nå i dybden med deres karakterer. Samtlige medvirkende spiller fremragende, og i sit hjemland er ABOUT DRY GRASSES ikke blot kåret som årets film, men den vandt også tre af de fire skuespillerpriser.
Billedsiden er i sig selv en fornøjelse, og Nuri Bilge Ceylan finder en sigende kontrast, når der klippes fra den trøstesløse skole, som ingen hader mere end Samet, til de betagnede naturscenerier. der rummer den frihed, som Samet ikke kan finde på skolen.
Trods en spilletid på over tre timer og et kvarter, føler man sig taknemmelig over, at vi får mulighed for at se en film, som denne i Danmark. For mere end nogen anden i øjeblikket fungerer Nuri Bilge Ceylan gennem sine film som vores vindue til Tyrkiet i filmisk henseende. Måske de eneste, der kan give os en vis forståelse af konflikterne i det tyrkiske samfund lige netop nu.
