Er AARHUS REVYEN – SMILETS REVY 2026 den bedste Aarhus Revy i nyere tid? Den er i al fald et godt bud.
I Birgitte Næss-Schmidts stramme og dynamiske iscenesættelse fremstår femkløveret Rikke Buch, Mikkel Schrøder, Silas Holst. Christine Astrid og Henrik Lykkegaard som det hidtil stærkest hold – både musikalsk og morskabsmæssigt.
Rikke Buch sprudler, hvad enten hun skal agere Sanne Salomonsen eller Pippi Langstrømpe, men er måske allerbedst som et stakkels forslået Dao-bud i Emilie Nordentofts næsten rørende tekst ”En hård post”.
Sammen med en veloplagt Henrik Lykkegaard leverer hun en munter ”Visit Aarhus”-sketch forfattet af duoen Vase & Fuglsang, aftenens storleverandører af gode tekster. Lykkegaard må regnes blandt en af dansk revys store poeter, men han har sjældent haft lejlighed til at vise så stor alsidighed som på Hermans i Tivoli Friheden. Især i sin egen tekst om Jimmy fra Sdr. Fjerting, hvor han indirekte spidder en række af de jyske troubadourer, hvis musikalske evner ikke altid står mål med deres popularitet. Jimmys popularitet ikke bare i Sdr. Fjerting ligger tydeligvis på et meget lille sted, men i Henrik Lykkegaards skikkelse bliver han uimodståelig.
Mikkel Schrøder fører an i en kæk opdatering af de lokale helte Gnags’ ”Rytme-Hans”, der i Søren Anker Madsens version er blevet til ”Algoritme-Hans”. Ingen kan som Peter Schrøder emittere forsangeren Peter A.G..
Schrøders parodier på fem af landets mest markante sangere, der alle får lov til at synge et vers af visen ”Jens Vejmand”, sidder ligeledes lige i skabet – ikke mindst Lars Hug fra den banebrydende aarhusianske rockgruppe Kliché.
Silas Holst nyder tydeligvis sit frikvarter fra diverse musicals, og får lejlighed til at lufte sit komiske talent i et flot moduleret nummer om en wanna-be Ikke ryger, der vist ikke helt er nået i mål med sin ambition om rygestop. Silas Holst er også velsignet med en herlig flabet Vase & Fuglsang-tekst, der i den grad afspejler Liberal Alliances formands engang så nære forhold til rusmidler. Revyens strålende kor og orkester formår også denne gang på elegant vis at skabe en fiks overgang til næste nummer med et lille uddrag fra en sang, der kommenterer, hvad vi lige har set, og nummeret ”Cocaine” synes i denne sammenhæng uhyre velvalgt.
Christine Astrid er en gave til den århusianske revy, og kan ikke gøre for, at teksten til hendes sjove karakter som fuld festtaler i for høj grad ligner noget fra de tidligere år. Men Christine Astid morer, hvad enten hun og Mikkel Schrøder giver os tiltrængte råd om adfærd på internettet eller står i spidsen for forkælede roof-top brugere, der nyder udsigten, men mangler selvindsigten.
Der er således dømt succes i Aarhus, der f.eks. i ”Aarhus-testen” af Kasper Gattrup finder en perfekt balance mellem det lokale og det almene. At samtlige medvirkende så også kan synge, gør ikke fornøjelsen mindre.
(Michael Søby)
