“Smilets revy 2024” er den passende undertitel på årets Aarhus Revy, for der er virkelig meget at smile af i denne revy, som iscenesætter Birgitte Næss-Schmidt står i spidsen for i Hermans, Tivoli Friheden.
Der kompenseres flittigt for et noget ujævnt tekstniveau med et skægt mix af skæve og skøre parodier, og nogle ret bramfrie og til tider grovkornede numre, der ikke desto mindre får den hjertelige latter frem.
Vi transporteres helt tilbage til 1904, hvor forgængeren til den nuværende gourmet-restaurant Terrassen blev grundlagt, og snart kom der også en karrusel til børnene, så forældrene kunne nyde maden i ro og mag. Dermed var den første forlystelse, i det vi i dag kender som Tivoli Friheden, en realitet.
Det lokale islæt finder vi bl.a. i Vase & Fuglsangs groteske udgave af det åndløse TV-program “Nak og æd”, som her udspiller sig på Sallings famøse tagterrasse, hvor man satser på at finde aftenmåltidets hovedingrediens: En måge! Andreas Bo og Mikkel Schrøder er på hver sin måde storartede som det mentalt skæmmende værtspar.
Bo og Schrøder blotter også glad og gerne deres overkroppe, så publikum kan få lov til at mærke deres fysiske fortræffeligheder, men overgås skamløst af Lone Rødbroe og Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der demonstrer hidtil ukendte musikalske talenter med deres underliv.
Maria Lucia Heiberg får især lov til at shine som sanger, men lufter også en klædelig selvironi og uforfængelighed, så denne hendes revydebut kan betegnes som vellykket. Lone Rødbroe viser en mere skrøbelig side af sit revytalent som stadig mere frustreret lærer, der kæmper med elevernes manglende læselyst, og støttes af en god tekst af Vase og Fuglsang.
Christine Astrid er præcis som en olm udgave af vores åbenbart manipulerende statsminister med udgangspunkt i en grum, omend ikke helt velfungerende tekst. Men Christine Astrid fremstår faktisk endnu bedre som den fyrede medarbejderske, der i beruset tilstand opsøger sin gamle arbejdsplads for at fortælle sine gamle kolleger – og deres koner – en række sandheder. Fulde damers festtaler er ikke et ukendt fænomen i dansk revy, men Lukas Birch formår alligevel at give sit tekst et moderne twist, der samtidig giver Christine Astrid noget at arbejde med.
Der er plads til forbedringer i den åbningsmonolog, som den musikalske revyfatter Mikkel Schrøder magter at hæve sig over, og han får virkelig vist finesserne i sit indlysende revytalent i en fin lille vise af Lars Maibom, hvor sprogets nuancer giver anledning til scenisk poesi.
AARHUS REVYEN anno 2024 udmærker sig ved et velspillende orkester suppleret af to dygtige korsangerinder og fem veloplagte solister. Birgitte Næss-Schmidts fornemmelse for tidens dårskaber fornægter sig heldigvis ikke, og så er revyen simpelthen endnu sjovere end sidste år, selvom vi naturligvis savner de yndige Irma-piger.
(Michael Søby)
