Den franske forfatterinde Annie Ernaux modtog Nobelprisen i litteratur for ”Årene”, der også blev hendes store gennembrud i Danmark. Nu har teatret Republique valgt at dramatisere teksten, og det kan ikke have været let.
For ÅRENE kan opleves som et collageværk, der blander historiske begivenheder med personlige refleksioner over kultur, køn og krop.
Handlingen strækker sig fra begyndelsen af 1940’erne til midten af 00’erne. cphculture.dks gæsteanmelder Niels Roe betegnede romanen som ”løst struktureret uden et reelt handlingsforløb eller karaktertegning.” En indre tankestrøm med poetisk tyngde og filosofisk dybde, der løbende sammenvæves med kulturhistorien.
Der er en hinde af intellektuel selvhøjtidelighed, der klæber til forestillingen, og det kan være svært at afgøre, om det skyldes Marie Bjørns dramatisering eller Liv Helms iscenesættelse. Steffen Aarfings klinisk hvide scenografi er i al fald ikke nogen gevinst for forestilling, først og fremmest fordi, at det golde scenebillede gør den centrale kvindeskikkelse hjemløs – uanset hvem der spiller hende. Man savner simpelthen et rum, der kan illudere et hjem – uanset om det er en bevidst beslutning eller ej fra scenografen siden.
Tilsyneladende har der været for stor respekt for originalværket, men samtidig har man valgt at lave en forestillingen på godt 100 minutter – selvom en fem timers forestilling måske havde været bedre til at folde romanens mangfoldighed ud?
I ÅRENE på Republique formidles historiens af fem meget forskellige skuespillerinder. Karen-Lise Mynster er den aldrende kvinde, der samler historien med en livsvisdom, som smadrer projektets selvhøjtidelighed og gør ÅRENE menneskelig. Karen-Lise Mynster investerer al sin indre og ydre skønhed i rollen, og begge dele forplanter sig til hendes stemme, der synes smukkere end nogensinde, når hun taler om de unge mænd.
Christine Albeck Børges evne til at formidle smerte fornægter sig heller ikke i denne sammenhæng, og Ena Spottag Fogs nærvær og humor bliver en tiltrængt oase i skildringen af et langt liv med prøvelser. Özlem Saglanmak må lægge krop til forestillingens mest uhyggelige scene, mens Alvilda Lyneborg Lassen låner ungdommelig uskyld til den yngste udgave af forestillingens centrale kvindeskikkelse.
Alle de fem skuespillerinder har således ære af deres medvirken, og man bør se forestillingen for deres skyld.
(Michael Søby)
