★★★★★☆
Man møder op ved personaleindgangen til Det Kongelige Teaters gamle scene og guides nu ned i en tom hal, hvor man bliver bedt om at lægge sit overtøj. Så transporteres vi via en gigantisk elevator op til et tom prøvelokale uden egentlige siddepladser. Og så står vi der og kigger.
Balletkyndige genkender flere dansere blandt publikum, og det er først, da de diskret begynder at røre på sig, at man fatter, at de er en del af forestillingen. Seks af Den Kongelige Ballets store unge talenter, der snart bevæger sig henført til en klaversolo tilsat efterhånden obligatorisk støj. Danserne virker forbløffende godt til at danse, hvor der er plads og gøre fra tid til anden også brug af publikum, hvis de står (i vejen).
De forfinede dansere danner en formidabel kontrast til de polske og russiske håndværker, der nu pludselig begynder at brække gulvet op, mens vi faktisk står på det og mens der danses. Gulvets firkantede træmoduler stables rundt omkring i rummet og benyttes både som hvilested for publikum og som danseplateauer. Undervejs skiller danserne sig af med deres normale overtøj, til de står i de grå balletdragter, der matcher den svale lysegrå gulv- og vægfarve.
På et tidspunkt forsvinder lyset, og bortset fra enkelte uvorne publikummers afhængighed af mobiltelefoner, er den eneste lyskilde en lille lampe, der lyser på det sted i gulvet, hvorfra musikken kommer: Et lille elektronisk klaver under et scenemodul.
En trancelignende tilstand indfinder sig nu, og de seks danser falder tilsynelandende i søvn. For så at vågne og favne hinanden i bevidst sløve sensuelle bevægelser. På vægene projiceres ultranærbilleder fra danserne hverdag. Og pludselig begynder danserne een efter een at gå, alt imens at russerne og polakkerne får bragt lokalet tilbage til udgangspunktet.
Nogle publikummer foretrækker at gå rundt, mens andre hurtigt udvælger sig et sted, hvor de kan slå sig ned. Denne aften er tendensen, at opmærksomheden samler sig om den relativt nyudnævnte solodanser Jón Axel Fransson. Han udstråler en maskulin mystik, der måske især kommer til udtryk i en moderne sammenhæng som her, og der er også et element af skamløs erotik i hans dans, der aldrig bliver vulgær.
Men alle har ære af denne anderledes men dybt fascinerende balletaften – ikke mindst forestillingens idemand og iscenesætter: Jens Just.
