FLORENCE

★★★★★☆

Den franske skuespillerinde Catherine Frot vandt tidligere på året en velfortjent César for at portrættere sangerinden MARGUERITE, der ikke kunne synge rent. Nu er det blevet Meryl Streeps tur til at påtage sig en lignende opgave, og hun har naturligvis kastet sig over rollen som den legendariske Florence Foster Jenkins, hvis meritter ud i kolleraturen nydes på youtube.

Veteraninstruktøren Stephen Frears guidede Helen Mirren til en Oscar for "The Queen", og FLORENCE kan næsten ikke undgå at indbringe Meryl Streep den 20ende Oscar-nominering, samt en reel chance for at vinde Oscar nummer fire! Endnu engang formår filmkunstens dygtigste skuespiller at overrumple os, og alene hendes entré er hele billetprisen værd.

For FLORENCE bliver aldrig kun en latterlig kvinde i Streeps fortolkning, men et generøst, lidenskabeligt og ret ensom menneske, vi ikke kan undgå at holde af. Som hendes mand yder Hugh Grant en af sine bedste præstationer. Selvom han er hende utro, så bakker han sin hustru op og elsker hende på sin måde. Omvendt fremstår hendes trofaste pianist (Simon Helberg) snarere som en rent komisk figur, der primært bære over med divaens toner for egen vinding skyld.

Periodeskildringen sidder lige i øjet, og ikke mindst de i sandhed overdådige kostumer gør FLORENCE til en visuel fornøjelse. Rent musikalsk er det lykkedes for den geniale Alexander Desplat at balance vellyd med de angreb på øregangene, som Florence Foster Jenkins sang kan være.

Det ejendommelige er, hvordan Streep finder sin egen musik i det umusikalske, hvilket gør hver sang fra hendes side til en sær form for nydelse. Vi ved fra en række film som "Jernurt", "Smil, vi er på", "Mamma Mia", "Into the Woods" og "Rikki og the Flash", hvor godt og alsidigt Streep kan synge. Intet må være sværere end at synge så falsk og samtidig være så oprigtig, som hun er her. Gi’ hende så den Oscar!