Månedens udflugt: SVENDBORG

Selvom Rottefælde-revyen med sine 133 år på bagen med rette kan kalde sig byens førende turistattraktion, så har det hyggelige Svendborg så sandelig meget mere at byde på.
Så hvorfor ikke snuppe en overnatning på det atmosfæremættede Hotel Ærø – lige ud til havnen,

.

Her sejler den gamle velholdte færge M/S Helge stadig, og man bør heller ikke snyde sig selv for et besøg hos Bendixens fiskehandel, så man kan lære, hvordan frisk fisk ret faktisk skal smage.

Har man lyst til en god kop kaffe kan man f.eks. besøge Zozozial Coffee, et åbent økologisk kafferisteri og kaffebar. Man kan også gæste café-butikken Øland, hvor der også kan suppleres med diverse salater og tærter, og hvor man f.eks. har mulighed for købe et stykke delikat dadelkonfekt med myntesmag.

Man bør heller ikke snyde sig selv for et besøg hos een af byens fine bagere. Hos Baquette lokker man med udsøgte smørbagte kager som skovbærmuffins, kærnemælkshorn og rosenbrød. Er man mere til de klassiske trøffelkugler går man næppe forgæves til Thurø bageriet, hvor man igennem 150 år har forkælet bogerne i Svendborg.

Er man mere til et eller flere kølige glas rosé, er gårdhaven i Vintapperiet afgjort et must. Her finder man sikkert også en flaske eller to af diverse berømmede fynske øl.
Men Svendborg er ikke blot synonym med store mundvæskende oplevelser kulminerende i den årlige Kulinarisk Sydfyn-festival d. 25. og 26. juni. I Svendborg finder man også en række af landets fineste kunsthåndværkere.

Søstrene Bente og Ulla Sonne repræsenterer begge det ypperste indenfor hver deres kunstart. Bente Sonne, der har designet den nu lokalt forankrede filmpris Svend, laver farverige glas i talrige udformninger og kommer man forbi en formiddag, kan man være heldig selv at være vidne til glasblæseriet. Ulla Sonne har derimod videreudviklet den klassiske danske lertøjstradition til poetisk brugskunst holdt i svale kulører med glidende overgange mellem lyst og mørkt.

Vil man være sikker på ikke at gå glip af noget, kan man i perioden 4.- 30. juli (mandag til lørdag) få sig en gratis guided tur i Svendborg midtby. Her kommer man bl.a. forbi to af byens aldrende kirker ligesom man naturligvis runder havnen, hvor en vis A. P. Møller Mærks åbnede sin første virksomhed i 1904. Jo, det gemmer sig mange gode historier i Svendborg, selv hvis man ikke er til revy, og såvel de lokale biografer som Baggårdsteatret sørger for, at der også er alternativ aftenunderholdning udenfor revysæsonen.