A PRIVATE LIFE

★★★★☆☆

Efter to Oscars har Jodie Foster ikke længere noget hun skal bevise, og hun har heldigvis givet sig selv lov til at vælge sine projekter med lidt større omhu.  Hendes seneste tre projekter (The Mauritanian, Nyad og True Detective) har da også udløst henholdsvis en Golden Globe, en Oscar-nominering og en Emmy.

I A PRIVATE LIFE spiller hun sin første hovedrolle på fransk, og selvom hun ikke vandt nogen pris i Cannes, efter at filmen havde verdenspremiere dernede tidligere på året, så skal man ikke udelukke, at hun vinder en César – Det Franske Filmakademis hædersbevisning – for A PRIVATE LIFE.

Her spiller hun en psykiater, der pludselig får mistanke om, at en tidligere klients død kan være mord begået af en af ofrets nærmeste. Men klientens familie er ikke umiddelbart interesseret i at hjælpe, så psykiateren må både bede sin ex-mand (veteranen Daniel Auteuil fra ”Kilden i Provence”) og sin søn (altid seværdige Vincent Lacoste fra ”Tabte Illusioner”) om hjælp.

Nyd Jodie Foster i Rebecca Zlotowskis Woody Allenske komediedrama, der desværre bliver lidt for fjoget og utroværdig mod slutningen, men som man alligevel hygger sig med undervejs.