Kei Iskawas bjergtagende smukke filmatisering af Nobelpris-vinderen Kazuo Ishiguros debutroman har fortjent danske undertekster såvel som mere plads i de danske biografer.
Vel har den ikke samme dramatiske tyngde som James Ivorys mesterlige version af Kazuo Ishiguros ”The Remains of the Day” (”Resten af dagen”), men dens visuelle skønhed og den diskrete spillestil gør ikke desto mindre betydeligt indtryk.
Også denne Ishiguro-filmatisering har et episk flow, og vi følger den japanske kvinde Etsuko fra hendes ungdom, hvor hun som nygift i Nagasaki anno 1952 venter sit første barn og til hun ca. 30 år senere i sit hjem i England bliver konfronteret med sin fortid via datteren Niki.
Vi oplever, hvordan den unge Etsuko i løbet af sin graviditet former et venskab med den sofistikerede Sachiko, en enlig mor, der dater en amerikansk soldat. Begge kvinder har ar på sjælen efter de grusomme konsekvenser af atombombe-katastrofen i Japan, men Sachikos mod til at udfordre datidens moral, giver Etsuko håb om at leve et modigere og friere liv.
Suzu Hirose og Yoh Yoshida som henholdsvis den unge og ældre Etsuko får sammen tegnet et portræt af en kvinde, der overkommer og udvikler sig trods rædselsfuld psykisk bagage. Fumi Nikaidô har både sødme og charme som datteren, der insisterer på at vide mere om sin mor.
Tidsbillederne er i sig selv betagende, og ikke mindst de udsøgte kostumer genkalder en tid, hvor den æstetiske skønhed i sig selv var en livskvalitet.
Også den stemningsmættede lydside bidrager til at gøre A PALE VIEW OF HILLS til en besnærende tidsrejse, man ikke vil have været foruden.

