Kathryn Bigelow blev I 2010 den første kvinde, der vandt en Oscar i kategorien bedste instruktør og hendes film ”The Hurt Locker” vandt tilmed Oscar’en for bedste film. Hendes mest interessante film til dato er dog ”Detroit”, hvor en række unge talenter (Algee Smith, Anthony Mackie, John Boyega og Will Poulter) viste deres værd.
Nu er hun tilbage med den stort anlagte Netflix-film A HOUSE OF DYNAMITE, der har manuskript af Noah Oppenheim. Filmen leger med tanken om, hvad der sker, hvis et missil uden afsender affyres mod USA uden nogen kender risikoens omfang eller hvordan man afværger den.
Idris Elba agerer den amerikanske præsident med betydelig mere værdighed end originalen, men ellers er det især Rebecca Ferguson i en karrierebedst indsats, der gør indtryk.
Hele filmens tekniske apparat fungerer upåklageligt, og en vis spænding opbygges også jo tættere på jorden missilet kommer. Alle involverede må pludselig gøre op med sig selv, om de vil flygte, advarer deres nærmeste eller blot blive og passe deres job så vidt som muligt.
A HOUSE OF DYNAMITE er en velproduceret sci-fi, men dens slutning vil næppe falde i alles smag. Det skal derfor blive spændende at se, om Kathryn Bigelow atter bliver inviteret med til næste års Oscar-show.

