★★★★★★
På Teater V i Valby har man fået besøg af Aarhus Teaters succes-opsætning af A CLOCKWORK ORANGE.
Anthony Burgess’ klassiker blev for alvor verdensberømt via Stanley Kubricks rystende filmklassiker. Siden er den flere gange blevet omskabt til teater – også i Danmark bl.a. Peter Langdals berømmede udgave fra 1993 på Betty Nansen Teatret med Jess Ingerslev i hovedrollen. Aarhus Teater havde også “A Clockwork Orange” på repertoiret i 1999 med Caspar Phillipson som Alex.
Men der er næppe tvivl om, at A CLOCKWORK ORANGE i Bjørn Rasmussens sprogligt fornyende bearbejdelse iscenesat af Nathalie Mellbye (Aarhus Teaters nye husinstruktør) er den mest grænseoverskridende version. som vi endnu har set herhjemme. Skal man lave dette eksplosive værk, kan man ikke gøre det halvt, og Nathalie Mellbye vover at gå linen ud rent kunstnerisk og bliver heldigvis belønnet for det. Hendes scenografi på Teater V fungerer tilmed bedre end nogensinde.
Emil Prenter har før gjort sig fordelagtigt bemærket i København bl.a. i en teaterkoncert med udgangspunkt i C.V. Jørgensens sange (et samarbejde mellem Aarhus Teater og Aveny-T). Alligevel kommer hans præstation i A CLOCKWORK ORANGE som et chok. Bag hans Alexs frække gavflab-attitude gemmer der sig en svigtet dreng, der udvikler psykopatiske træk. Men også en ung mand, der bliver en brik i et større spil, som han aldrig selv er herre over. Emil Prenters portræt af den forpinte desperado på dødsruten og hans deroute er en af teatersæsonens største åbenbaringer.
Han får fremragende støtte af Lasse Steen, der her kaster han sig uforfærdet ud i et væld af små og store roller, og sejrer i dem alle med en uforfærdet energi og en umiddelbar musikalitet, der imponerer. Ikke mindst hans fugtige præst vidner om et originalt skuespillertalent.
Sofia Nolsøe kan spille sig til det meste og gør især indtryk som Alexs prygelknabe. Hun synger også med både trods og glød i stemmen. Samlet set et forrygende trekløver, der formår at holde dampen oppe fra først til sidst.
Vi må ikke glemme koret, der ubesværet får inddraget evergreens sunget af Marguerite Viby og Gustav Winckler i forestillingen. Men også når de bare står og glor på de grusomme optrin, bidrager de til noget vigtigt, og signalerer både den passive vennekreds og et samfund, der bare lader stå til.
Nathalie Mellbyes univers er både fortid, nutid og fremtid i et, men måske mest nutid, fordi det vi ser, virker så typisk for vores tid lige nu. Et brag af en iscenesættelse og et af årets mest hjerteflænsende teaterudspil.
(Michael Søby)
