★★★★☆☆
David Lynchs “Dune” floppede fatalt ved sin fremkomst, og kun Stings karismatiske optræden er forblevet i erindringen. Den fransk/kanadiske instruktør Denis Villeneuve gør nu et nyt forsøg, og han viser sig også at være den rigtige mand til opgaven.
For selvom Denis Villeneuves canadiske film stadig fremstår som hans kunstnerisk mest interessante – i særdeleshed den Oscar-nominerede “Incendies”, så har han i al fald udvist visuel flair for sci-fi-genren i sine seneste film “Arrival” og “Blade Runner”.
Spørgsmålet er, om han ikke overgår disse film rent billedmæssigt blandt andet takket være en uvurderlig indsats af fotografen Greig Fraser.
Filmens kulisser og visuelle effekter hører tilmed blandt filmårets flotteste, men kostumerne skuffer en smule. Man har tilmed den frækhed – eller er det dumhed? – at lade Charlotte Rampling været tildækket i en grad, at man næppe genkender hende, hvis ikke det var for hendes markante røst, som intet slør kan eller må dæmpe.
Hans Zimmers underlægningsmusik vil givet dele vandene på grund af den stærke arabiske indflydelse, men sammen med en potent lydside fungerer musikken faktisk udmærket.
Timothée Chalamet, der i sig selv er en visuel effekt, formår at trænge igennem de overvældende omgivelser med en intens og målrettet indsats, der holder sammen på filmen. Man aner en vis kemi med Zendaya, og blandt de øvrige bemærker vi Jason Momoa, Oscar Isaac og en næsten ukendelig Stellan Skarsgård.
Filmens manuskript vil forekomme mere omstændeligt end man normalt forventer det i en potentiel blockbuster som denne, hvilket kan betyde mindre indtjening ved biograflugerne end forventet. Men DUNE har heldigvis så meget kørende for sig i de tekniske kategorier, at en række Oscar-nomineringer ligner en selvfølge. Og hvis DUNE virkelig bliver det verdenshit, man forventer, så er Oscar-nomineringer i hovedkategorierne heller ikke en umulighed.
En ting skal dog slås fast. DUNE skal ses i biografen – det giver simpelthen ikke mening blot at se den på sit tv eller den lille bærbare.
