To mænd, den ene ung , den anden ældre, står i hver sin side på Teater FÅR302s lille scene med fronten mod hinanden. De er begge iført hvide undertrøjer, cowboy-bukser og “fornuftigt” sort fodtøj. De kunne være kærester, de kunne være far og søn.
Den ældre nærmer sig den unge, og den ældre begynder at kærtegne og kysse den unge, men der er noget i vejen. En barriere mellem dem. I første omgang tror vi det er et spørgsmål om alder, men det viser sig snarere at være et faderkompleks. Den unge har hele tiden fået at vide, at han ikke var god nok, at han skulle mande sig op, og har aldrig fået bearbejdet det faktum, at han har en far, der kun elsker ham, hvis han laver sig om.
Der opstår nu en form for rollespil, men med alvorlig kerne, i hvilken den ældre spiller faderen og den unge forsøger at gøre oprør og gøre sig fri af faderens dominerende adfærd. Der er også som om, at den unge mand gennem oprøret gradvist frisættes, men det er en farlig leg, for det er hårdt for den unge mand at gennemleve disse situationer, måske endda for hårdt. Og hvordan påvirker rollespillet forholdet mellem de to mænd i virkeligheden?
Dramatikeren Abelone Koppel er inde og pille ved nogle helt centrale følelser hos mange Queer-personer, da netop selvværdet er svært at opretholde, når man ikke er elsket af sine nærmeste, men tværtimod hånes og udskammes af dem, der burde være de første til at beskytte. Iscenesætter Sofi Orem Skoglund synes at have forstået essensen af denne potentielle dødsdans, hvor der hele tiden skiftes umærkeligt mellem illusion og virkelighed, men hvor der også er fremdrift og i sidste ende håb.
Det er Teatergruppen MØR collective, som gæstespiller på Teater FÅR302. Mika Forsling og Anika Barkan står for den relativt velfungerede lydkulisse med live-udgaver af egne kompositioner, og Anika Barkan leverer også supplerende speak undervejs. Kun til allersidst ærgrer man sig over, at slutbilledet ikke får lov til stå alene, så vi kan nyde Edward Lloyd Pierces diskrete lysdesign i ro.
Nicolai Duckert Perrild og Johannes Lilleøre er glimrende som de to mænd. Deres intimitet overbeviser, og de mange skift, mens de er helt tæt på hinanden, er alle knivskarpe – uden at det går ud over spillet.
HAM er et væsentligt og kunstnerisk interessant bidrag til Queer-debatten, og en velkomment comeback for dramatikeren Abelone Koppel.
(Michael Søby)
