BALLONREJSEN

★★★★☆☆

Faster Cools luftballon er netop landet på scenen i Teatret Zeppelin, og det er der mange gode grunde til at glæde sig over. Det er nemlig en charmerende forestilling om at finde det mod, man ikke vidste, at man havde, og derfor en oplagt teateroplevelse for børn i alderen tre til otte år.

Christian Adelhorst Rossil er fin som drengen Philippe, der drager med sin utrolige tante på ballonrejse til Grønland. Undervejs opdager Phillippe, at der er flere ting, som han er god til, mens hans mor er blevet hjemme i Frankrig for at kysse med en fyr, der hedder Bernard.

Med miniature-dukker (og ditto dyr) får iscenesætter Niels Grønne skabt en eventyrlig forestilling, der taler til børnenes fantasi.

Faster Cool alias Camille í Dali er i sit es som fransk tante med flot fransk accent og udtale. Hun virker frygtløs i sin tilgang til livet, og bliver derfor et værdifuldt bekendtskab for den mere frygtsomme Phillippe, der både finder selvtillid og opdager nye evner.

Forestillingens tekniker fungerer også udmærket som en slags skuespiller i forestillingen, hvilket gør hans tilstedeværelse i sceneskiftene mere indlysende for børnene.

Humoren er med som blind passager på ballonrejsen, men titter ofte frem undervejs, og ungerne klukler når en fræk måge sætter sig på hovedet af Phillippe.

40 minutter er alt, hvad man behøver for at komme på en lille boblende ferie sammen med de mindste, så hvorfor tøve? Gør som Phillippe og kast dig ud i det.

(Michael Søby)