Musicalen EVITA handler om en kvinde af folket, der ender som præsidentfrue i Argentina, og dør i en alder af kun 33 år. Sangen “Don’t Cry For Me, Argentina” sunget af blandt andre Julie Covington, Elaine Paige og Patti Lupone har bidraget til dens berømmelse i lighed med Alan Parkers filmversion, der dog led under en på alle måder rædsom Madonna i titelrollen.
Sara Cronbergs iscenesættelse på Aarhus Teaters store scene rummer da også en uforskammet hilsen til den kolde Madonna, men den kan Cronberg godt tillade sig. Ikke blot fordi hun hører blandt Sveriges mest skattede instruktører i de senere år, men primært fordi hun har skabt den velnok mest tilfredsstillende danske opsætning af EVITA til dato med Sara Viktoria Bjerregaard som et konstant fascinerende midtpunkt.
Man forstår sandelig godt, hvordan Sara Viktoria Bjerregaards sensuelle EVITA har kunne besnære magtmennesket Péron, og hendes sexede ærgerrighed blev en vigtig ingrediens i kampen om magt. Men Sara Viktoria Bjerregaard fanger også skrøbeligheden, da Evitas krop svigter, og så kan hun synge med en betagende inderlighed, der især gør indtryk i den Oscar-belønnede sang “Elsk mig nu”, der blev skrevet specielt til filmversionen.
Emil Prenters Che er et glimrende modstykke til EVITA: En karismatisk gavflab, der giftigt kommenterer hendes historie fra sidelinjen med livlige hofter og frække glimt i blikket. Men de var et langt stykke af vejen to alen af samme stykke, for også Che udviklede sig til at være en folkeforfører af guds nåde. Prenters befriende uprætentiøse sangstil indikerer dog, at Che var mindre beregnende i sit forsøg på at opnå folkets gunst end den EVITA, der dog uden tvivl også nærede en oprigtig kærlighed til det argentinske folk.
Om denne kærlighed så også omfattede Péron, eller om han blot var en brik i hendes spil, kan man godt være i tvivl om undervejs, men i sidste ende er musicalen på hendes side, og gør hende til en slags martyr.
Badehotellets Morten alias Morten Hemmingsen har med kort varsel overtaget rollen som Péron og ikke mindst vokalt er der tale om en flot dublering. Blandt birolleindsatserne glæder man sig især over den tidligere Klokker fra Notre Dame, Lars Mølsted, som den velsmurte smørtenor Magaldi, og Amanda Friis Jürgensen som Pérons relativt ferske elskerinde.
EVITA fremstår som en gennemmusikalsk forestilling i en på een gang storslået og intim scenografi af Franciska Zahle. Melker Sörensens medrivende koreografi har tydeligvis ladet sig inspirere af argentinske dansetraditioner og ikke mindst de store ensemble-numre minder os om ordene “Folkets kærlighed – min styrke”, der tilskrives en anden og særdeles nulevende folkeforfører. I tilfældet EVITA var folkets kærlighed bare ikke tilstrækkelig. Det er den i grunden sjældent for folkeforførere.
(Michael Søby)
