I 2017 vandt Léonor Serraille Camera d’Or (Cannes filmfestivalens debutpris) for “Montparnasse Bienvenüe”. Nu er hun Danmarksaktuel med hendes seneste film, den stilfærdigt bevægende og sært vemodige flygtninge-føljeton MOR & SØN (“Un Petit Frère”).
Gennem 20 år ser vi, hvordan tilværelsen udvikler sig for pigen Rose, der har forladt Elfenbenskysten for at rejse til Paris med sin to mindreårige børn.
Annabelle Lengronne forsøger tappert at forsvare rollen som den livfulde Rose, der både er for ung, naiv og liderlig til at påtage sig ansvaret for to små børn i et helt nyt land, men som tydeligvis gør hvad hun kan det meste af tiden.
Et forhold til en hvid mand skaber afstand i familien, og da hun skal giftes med en mere sympatisk men også dominerende mand, bliver det for meget for den ene søn, som stikker af.
Mod filmens slutning synes den ene søn at have klaret sig, mens den anden kæmper for at overleve, og Rose synes også at være på vej mod et nyt kapitel i sit liv. Men smerten og skuffelsen har de til fælles, og i det mindste er de alle tre stadig i live.
Også Kenzo Sambin som den unge udgave af storbroderen Ernest og Stéphane Bak som voksne lillebror Jean yder lovende præstationer, og fortjener også Jean-Christophe Folly som den godhjertede Jules César og Majd Mastoura som den mindre omsorgsfulde Malick omtale.
MOR & SØN er en afdæmpet film, der sniger sig ind under huden på tilskueren for at dukke op i bevidstheden flere gange efter. Et tegn på historiens relevans og et bevis på, hvorfor det er så nødvendigt at hjælpe, mens tid er – i stedet for at vente på, at det går galt.
