En af de fineste følgevirkninger af Me Too-bevægelsen har været, hvordan fortidens kvindelige forfattere er blevet synlige for nye generationer – også i teatersammenhænge.
Jane Austens “Stolthed og fordom” på Betty Nansen Teatret og Odense Teaters gigantsatsning – tre forestillinger baseret på Emily Brontës “Stormfulde højder” – udgør sammen med Aarhus Teaters aktuelle opsætning af Charlotte Brontës “Jane Eyre” årtiets mest interessante klassikerbearbejdelser.
Hvor “Stolthed og fordom” virkede forfriskende fornyende og “Stormfulde højder” monumentalt helstøbt, så kan “Jane Eyre” betegnes som den mest radikale. Kvinderne gør op med datidens mænd ved at skære deres pikke af, men heldigvis bliver Sigrid Johannesens udgave af “Jane Eyre” også klogere, og vælger bevidst romantikken, selvom der tydeligvis er sværere for instruktøren end karakteren.
Mette Klakstein har aldrig været bedre end som “Jane Eyre”, og formår at bevare en klassisk bund i sit portræt af Jane, selvom den moderne iscenesættelse med djævelens vold og magt vil tvinge hende til fysisk oprør. Mette Klaksteins portræt bliver i sidste ende et vidnesbyrd om formatet og integriteten i Charlotte Brontës hovedværk, som selv ikke den rebelske Sigrid Johannesen kan overvinde. Måske fordi iscenesætteren i virkeligheden identificerer sig mest med hystaden Mrs. Rochester, hvis historie fik særfokus i Jean Rhys genfortælling af JANE EYRE i “The Wide Sargasso Sea” (filmatisereret 40 år senere i 2006).
Anne Plauborg bringer generationer af kvinders indestængte raseri til udtryk som den gloriøst furiøse Mrs. Rochester, der står i grum kontrast til Mr. Rochester, som Simon Mathew fremstiller som en glat charmør, man næsten ikke kan undgå at forelske sig i. Jo, han er en posør, men en elskelig en af slagsen, som man desværre kan tilgive alt – næsten…
Det kunne være spændende at se, hvad tidens stærkeste kvindelige iscenesættere kunne få ud af at tage livtag med en af forrige århundredes mest begavede dramatikere, Lillian Hellman, og hendes mesterværker “The Little Foxex”, “The Children’s Hour” og “Toys in The Attic”. De danske instruktricer har i al fald både respekten og uforskammetheden til det, og finder disse egenskaber den nødvendige balance, er forudsætningen for stor teaterkunst til stede.
(Michael Søby)
