Findes der et lille teater med et højere kvalitetsniveau end Teatret ved Sorte Hest? Næppe. Her formår man virkelig at holde standarden, og det har man i grunden gjort i mange år – også dengang Maria Stenz var chef.
Nu er hun tilbage på sit gamle teater, som det naturlige centrum i en ualmindelige hjertegribende kabaret flankeret af to dejlige kolleger Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen samt den syngende pianist Olivier Antunes.
Vi hører om deres ydmygelser, både i forbindelse med fillmarbejdet, hvor alle kender til seksuelle krænkelser, og i privaten, hvor sygdom og død har været plagsomme følgesvende. Også “dates”, affærer og kæresterier kan føre til fornedrelser, men så er det godt, at der findes sange, der udtrykker de livslektier, vi har lært, inden vi skal herfra.
Fra Kai Normann Andersen og Karen Jønsson til Anne Linnet og Christopher er der unægteligt et stykke vej, og synes livsbagagen til tider for tung, må vi trøste os med, at vi i den store sammenhæng blot lever korte liv. En time er næsten for lidt, men forestillingen bliver samtidig en påmindelse om, hvor meget vi kan nå på et helt liv, hvis vi gør os umage.
Kamilla Wargo Brekling får via sin forunderlige sanselige iscenesættelse på nænsom vis flettet erfaringer – også de dybt smertefulde – sammen til en oase af musikalsk livsvisdom fremført af kunstnere, man kommer til at knuselske.
I tilfældet Maria Stenz er der ligefrem tale om sjælelige kys, som hører blandt de smukkeste frembringelser i hendes karriere. “Hvor er alle drømmene vi drømte?” De er lige her – på Teatret ved Sorte Hest.
(Michael Søby)
