Den danske dramatiker Arne Nielsen bor og arbejder i Tyskland. Hans debutstykke “Die Vodka Gespräche” får nu dansk premiere i en engelsksproget udgave takket være et samarbejde mellem HIT International Theatre Arts/Move The North og Det Internationale Selskab ved Sorte Hest.
På Teatret ved Sorte Hest møder man således to søstre, Edda og Freya, der efter faderens død er i gang gennemgår hans ting og papirer i den villa, han efterlod dem. Samtidig får de både mulighed for at tale om deres indbyrdes relation – godt hjulpet af en ikke ubetydelig mængde vodka. De får også vendt deres forhold til den stærkt højreorienterede far, som efterlod alle sine penge til sit parti og som i sit testemente kræver, at hans døtre flytter ind i huset og at de aldrig sælger det.
Arne Nielsen bruger megen tid på at retfærdiggøre faderens sympatier for en stram indvandrepolitik, som faderen i øvrigt deler med datteren Freya, en falleret skuespillerinde. Freyas søster Edda lever derimod et trygt borgerligt liv med manden Robert, men alt er ikke lutter idyl, hvis man ellers gider at spørge ind til det.
Iscenesætter Lars Junggren udnytter fikst kontrasten mellem de to søstre, den elegante relativt velstående Edda (Jana Pulkrabek) og den lidet elegante og fattige Freya (Vanessa Poole).
Begge kæmper bravt med en tekst, som man burde skære ned til det halve. På premiereaftenen, hvor man på teatres hjemmeside kunne læse, at stykket varede halvanden time, var vi først ude af teatret nogle få minutter i 22. De to dygtige skuespillerinder fortjener ros for deres store arbejdsindsats, men hvor den ene på premiereaftenen havde en lidt for udpræget tendens til underspil, benyttede den anden sig til gengæld af overspil. Men det skal være dem begge undskyldt, for den omstændelige tekst blev bare ved og ved, og ord sagt i en søsterlig vodkarus er ikke altid de mest interessante – eller sjove.
Man ville ønske nogen – evt. en fra salen! – havde åbnet det afsluttende brev fra moderen langt tidligere, så de to stakler på scenen ikke var tvunget til at træde vande så længe.
(Michael Søby)
