Team Teatret og sART Danseteater er gået sammen om at lave en familieforestilling om børns lege, konfrontationer og drømme. HVIS JEG BLIVER FØDT SOM…, der p.t. kan opleves på amagerteatret Zebu, er tredje og sidste del i forestillingstrilogien “Hvis jeg bliver…”, men hvor de to første forestillinger handlede om alderdom og voksenliv, har den afsluttende forestilling fokus på barndommens legeland.
De fire medvirkende er udstyret med nogle fantastiske røde parykker, som man godt kan blive lidt misundelig af at kigge på, men de signalerer først og fremmest mod til at turde legen.
Man mærker tydeligt, at børnene suges ind i dette forunderlige univers, som lederen af sART Danseteater har skabt for os. Elona Planman skaber på scenen et spændende musikunivers, hvor man føler alt kan ske og Marie Vestergård Jacobsen kan både spille med god energi og synge med nærvær.
Det er dog Ibrahim Madsen og Malthe Ørsted, to forrygende dansere, der bliver forestillingens omdrejningspunkt. Med forrygende kropslig opfindsomhed og en humor, der er fuldstændig på bølgelængde med børnenes skaber de en magisk antiautoritær verden med nye lege og flydende regler.
Ibrahim Madsen er urkomisk, når han i forbindelse med den herligt underlige leg “Lemonade” får rysteture over at agere is, og Malthe Ørsted bliver helt rørende, da han pludselig føler sig udenfor legen. En lille pige kravler netop i denne scene hen til sin voksen, for det er tydeligvis en følelse, hun genkender.
Men forestilling slutter på sprudlende vis med, at børnene inddrages i legen, og giver også den lille forsigtige pige mod og lyst til at lege med. Vi fornemmer her, hvad det er, at godt børneteater kan, og netop nænsomheden og lysten til leg har været en fællesnævner for Sofie Christiansens trilogi. Med HVIS JEG BLIVER FØDT SOM… har triogien fået den smukkeste og mest livfulde afslutning, hun og vi kunne ønske os.
(Michael Søby)