Den internationale anerkendte iscenesætter Annabel Ardens har fået relativ lunken kritik i flere danske dagblade for sin opsætning af Giuseppe Verdis AIDA. Det skal man nu bare springe op og falde ned på, for rent musikalsk er opsætningen en indiskutabel fornøjelse.
Dirigenten Hossein Pishkar finder en formfuldendt balance mellem kor og orkester, der ligefrem komplimenterer hinanden fra start til slut. Tilmed forkæles vi med tre fortræffelige kunstnere i de krævende hovedpartier.
Sopranen Miriam Clark har en stemmepragt, der yder den krævende titelrolle fuld retfærdighed. Som hendes rivalinde Amneris imponerer Raehann Bryce-Davis både dramatisk og vokalt. Samuele Simoncinis fremstår ikke umiddelbart som nogen uimodståelig fysisk fristelse som Radames, men når han synger, forstår man for alvor, hvorfor de to storslåede prinsesser kan blive helt bløde i knæene.
Det er trekantsdramaet, der er i fokus – og krigsdramaet synes kun at have relevans i forhold til krigen mellem Ukraine og Rusland. Kærligheden har svære vilkår på tværs af grænserne, når to lande er i krig med hinanden.
Opsætningen er både flot og pompøs på en mere tidløs måde end normalt, og der er trængsel på scenen, når Verdis udødelige musik skal ud over rampen. I forestillingens første del synges, der mere end der ageres, men efter pausen kommer dramaet mere til sin ret. En lille håndfuld dansere giver desuden forestillingen krop i mere end een forstand,
AIDA synges på italiensk med danske overtekster – og det klæder musikken, men forekommer besyndeligt i forhold til handlingen. Det gamle Egypten er tydeligvis ikke, hvad det har været…
(Michael Søby)
