I betragtning af hvor mange ukrainske flag, der har vejret i København i de seneste år, forekom opbakningen til Kyiv Grand Ballets gæstespil i Tivolis koncertsal overraskende beskeden.
Den store sal var end ikke halvt fyldt, og det var synd for alle parter, for dette gæstespil (et samarbejde mellem produktionsselskabet Artform Production og den norske non-profit organisation Kultur for Folket) viste sig at være umådeligt charmerende
Witold Borkowsky og Stanislav Petrowskys libretto var baseret på Grimm-brødrenes eventyr, og selvom den lette børnvenlige tone i forestillingn havde enkelte strejf af Disney, så bevarede forestillingen heldigvis et udpræget østeuropæisk udtryk i Henrikh Mayorovs sprudlende koreografi.
De smukt håndmalede scenetæpper skiftede på magisk vis karakter, når belysningen ændrede sig, og de festlige farveglade kostumer bidrog til at gøre historiefortællingen tydelig for de små.
Det var ikke kun børnene, der elskede skovens nuttede dyr, og de velvoksne dværge blev også helt elskelige – godt hjulpet af deres muntre, adrætte og meget individuelle kropssprog.
Anna Bogatyr var en sød og sårbar Snehvide overfor en nobel Daniil Kish som hendes livs prins.
Ksenia Dronova slog ligefrem gnister, når hun som dronningen dansede i aftenens flotte kostumer. Men alle de medvirkende havde ære af deres indsatser, og man savnede slet ikke musikken fra Disney-filmen, for den polske komponist Bogdan Pavlovskys musik emmede af liv og leg.
Om de giftige røde svampe i skovbunden og det store dræbende røde æble havde politiske motiver bag sig, behøver man ikke at gisne om. Ingen af delene skyggede dog for fornøjelsen.
Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at vi får besøg af Kyiv Grand Ballet, og er man hurtig, kan må nå at fange deres Romeo og Julie i Sverige: Helsingborg Konserthus (31.03) og Malmö Konserthus (2.04).
(Michael Søby)