Det Kongelige Teaters Gamle Scene dannede den smukkest tænkelige ramme om Jetske Mijnssens gennemført stilfulde iscenesættelse af Monveverdis ORFEUS, hvis premiere desværre kolliderede med den første Corona-nedlukning.
Johanne Holten har fungeret som instruktør ved den aktuelle genopsætning, der understregede værkets levedygtighed og den originale iscenesættelses hypnotiske skønhed.
Dirigenten Lars Ulrik Mortensen får i den grad Concerto Copenhagen til at inddrage os i Monteverdis berusende univers og beånder tydeligvis hver eneste sanger på scenen. Allerede i prologen satte det unge talent Fanny Soyer standarden, og det gav god mening, at lige netop hun skulle agere Musikken, der med rette priste sangerne.
Franskmanden Marc Mauillon er en helt vidunderlig som ORFEUS – en lidenskabelig sjæl i en verden domineret af regler og mådehold. Men ORFEUS er i sin lidenskabers vold, og begiver sig til dødsriget for at hente sin elskede Eurydike (en sval Sofie Lund) tilbage til livet.
Jetske Mijnssen har flere overraskelser til os undervejs, og kostumedesigneren Ben Baurs leg med sine velvalgte kreationer i sin egen nøjsomme men virkningsfulde scenografi er fuldstændig på linje med den fine iscenesættelse.
I det fortræffelige ensemble bemærker man blandt andre den prægtige kontratenor Steffen Bjerre Jespersen, der netop er blevet udpeget til Årets Operatalent på den næste Copenhagen Opera Festival. Uanset om han spiller Håbet eller Hyrde, er der samme elegance og lethed i spillet som i sangen.
På lignende vis er ORFEUS både visuelt og lydmæssigt en af sæsonens mest frydefulde operaoplevelser, og fortjener et langt liv i Det Kongelige Teaters operarepertoire.
(Michael Søby)
