Vi befinder os i en randrusiansk frisørsalon, der blev opkaldt efter Edith (Piaf), da den tidligere indehaver var helt pjattet med hende. Nu bærer den navnet Rose efter den nuværende indehavers datter.
Iscenesætteren Jacob Morilds manuskript hører ikke blandt hans største dramatiske landvindinger, dertil virker teksten for flimrende, når han springer tilbage til 70erne, 80erne og 90erne, hver gang der skal lægges op til en “ny” Piaf-vise.
Rikke Buch Bendtsen skifter frisure, hver gang der springes i tid,, og korte nyhedsudsendelser i radioen holder os nogenlunde på sporet af, om det er mor eller datter, der er i fokus og hvor de er i livet. Men opbygningen virker ikke desto mindre ret konstrueret, og især de mange opkald fra “mor” får næsten karakter af en revysketch, der skurrer i forhold til den alvor, som forestillingen også insisterer på.
Men man sluger det hele – også sentimentaliteten, fordi Rikke Buch Bendtsen er en suveræn performer, der kan alt, hvad hun skal kunne og meget mere.
Den dygtige kapelmester og pianist Nicolai Majland bliver næppe nogen stor skuespiller at dømme efter hans indsats som frisørsalonens mest tålmodige kunde. Han er dog ikke uden evner som arrangør, omend hans nogen gange lidt for legende stil tager alvoren ud af et par af melodierne, og det er synd. Piaf-sangene fungerer sædvanligvis bedst, når smerten er med hele vejen.
Rikke Buch Bendtsen synger og spiller med både sjæl og glød, så vi næsten glemmer, at flere linjer i de fine sangtekster egentlig ikke passer til den historie, som fortælles på scenen.
Har Rikke Buch Bendtsen nogensinde været bedre? Dejligt er det i al fald, at københavnerne i de kommende uger får mulighed for at opleve hende på sin kunsts højde. En passende afslutning på Kvindernes Internationale Kampdag.
(Michael Søby)
