CLEAR BLUE

★★★☆☆☆


Sonja Ferdinand er navnet på den talentfuld dramatiker, der gjorde både Jane Austens “Stolthed og fordom” på Betty Nansen Teatret og den hovedløse dronning Marie-Antoinette på Det Kongelige Teater relevante for nye generationer.

Nu har hun skrevet et stykke nutidsdramatik om at blive – eller ikke blive – mor til Aarhus Teaters Studio-scene. Titlen refererer til den graviditetstest, som kvinden på toilettet i scenens centrum afventer resultatet af.

Josefine Thornberg-Thorsøes overvejende babyblå scenografi understreger øjeblikkeligt den helt særlige ensomhed, som en kvinde føler i de tre lange og alligevel hektiske minutter, hvor hendes liv måske får et helt nyt perspektiv.

Mette Døssing fremstår rigelig moden til den meget ungdommelige umodenhed, som præger kvindens overvejelser i forestillingens 70 minutter.

Solvej Sonne Horn kæmper bravt med rollen som den ufødte baby, der har sine forbehold i forhold til at blive født ind i denne kriseramte verden. En umiddelbart skæg rolle, der desværre også bliver mere end almindelig irriterende med sine bedrevidende attituder.

Emil Busk Jensen er næsten for sød og svag som potentiel far, men det bærer Sonja Ferdinand og forestillingens iscenesætter Carolin Oredsson også deres del af ansvaret for. Her ville en større smerte og dybde have gavnet forestillingen, der i passager forekommer lidt for forhippet efter at underholde.

Mest underholdende er dog Reumert-talentprismodtageren Thorbjørn Hedegaard i diverse småroller – ikke mindst som klam ejendomsmægler. Det skal blive spændende at se, hvad han får ud af den krævende titelrolle i den kommende sæsons store musicalsatsning “Dear Evan Hansen”.

CLEAR BLUE er på mange måder en forfriskende og uortodoks teateroplevelse, men efterlod alligevel denne tilskuere med en følelse af, at det dramatiske momentum, som forestillingens skabere tilsyneladende har stræbt efter, udeblev.

(Michael Søby)