148 år er ingen alder. I al fald ikke for Bakkens Hvile, hvor alle på scenen fremstår ligeså festlige som Tina Grunwalds overdådige kjoler. Med Kenneth Sichlau ved klaveret er syngepigerne tilmed garanteret musikalsk opbakning med lune, og igen i år bidrager den gæve Sichlau med ny tekst og kække melodier, som er med til at holde repertoiret levende.
Blandt de øvrige tekstforfattere finder man Lukas Birch og Flemming Jensen, der for nyligt turnerede sammen i en livsklog komedie kaldet “Kometen og Lillebror”, en af sæsonens bedste titler. At de to tekstforfattere, som bestemt ikke er jævnaldrende, begge leverer materiale til Bakkens Hvile 2025, siger meget om netop dette steds tidløse appeal.
Et par af de mest vovede viser kommer fra den børnevenlige Sigurd Barrett. Teksterne virker måske ikke umiddelbare børnevenlige. Med mindre man har selve forplantningen – kulminationen på diverse ikke altid lige elegante kærlighedsakter – for øje.
I år er der dog et bemærkelsesværdigt antal sange, der handler om et åbenbart udpræget problem for syngepiger, nemlig mændenes manglende rejsninger. Om løsningen så skal findes hos mændene eller kvinderne skal være usagt, men der er skægt at høre om, omend også andre af erotikkens udfordringer kunne fortjene samme opmærksomhed.
Sus Mathiasen synes at være faldet til på Bakkens Hvile og har da også fået mere gennemslagskraft i sine numre. Tina Grunwalds dejlige vampede stil giver Hvilens velholdte alderspræsident et format. Hun lægger sågar barm til, da en ældre herre med usædvanlig stor omhyggelighed vil lægge en pengeseddel i hendes udskæring.
Dot Wessmans øjne stråler, når hun synger om Bakkens Hvile og de gamle sange, der er uløseligt knyttet hertil. Ikke mindst genhør med de uimodståelige Kai Normann Andersen-melodier får øjnene til at løbe i vand, og hovedparten af publikum kan faktisk synge med på teksterne.
Ann Farholt kan fejre 20 års jubilæum på Bakkens Hvile, og hendes gennemmusikalske jazzede personlighed tilsat hendes egen fikse koreografi gør sandelig også lykke denne aften. Men måske er et nummer som “Gummidragten” rigelig plat – antydningens kunst har altid klædt Bakkens Hvile bedst.
Michel Castenholt har ellers fundet en fin balance mellem gammelt og nyt i sin iscenesættelse, og man bør derfor ikke tøve med at aflægge Bakkens Hvile et besøg. Du finder ikke nogen lignende oplevelse andre steder i kongeriget Danmark.
(Michael Søby)
