Her talte Nicolai Frederik Severin Grundtvig som led i den betydningsfulde foredragsrække “Mands minde”, og talerstolen, der stadig er en del af bygningsværket, indgår tilmed i forestillingen.
På scenen gestaltes en stærkt moderniseret Grundtvig af Thomas Knuth-Winterfeldt, og selvom han ikke har den dramatiske tyngde, som man kunne forvente og i sine samtaler med publikum gentagne gange forfalder til klichéer som “fantastisk”, så får han alligevel noget oprigtigt og værdifuldt ud af publikum, der bl.a. indikerer et højskoleopholds store betydning i et menneskes udvikling.
TILBAGE TIL HØJSKOLEN er en art teaterkoncert, men det vil os noget mere end almindelig fællessang. Sangene – en uhyre velvalgt blanding af gammelt og nyt – kredser ofte om temaer som indkludering og empati, kvaliteter som man i al fald tidligere forbandt med højskolen.
TILBAGE TIL HØJSKOLEN vover heldigvis også at stille skarpt på, hvorvidt disse værdier stadig holdes i hævd. Man aner også en kritisk holdning til, om højskolen virkelig er for alle, når prisen på et højskoleophold er steget voldsomt og når der i fordelingen af eventuelle fripladser gøres forskel på, om man er fra Ukraine eller Syrien.
Grundtvig, der selv bidrog væsentlig til den danske sangskat, skrev da også den forbløffende tidløse “Er lyset for de lærde blot”, som Marie Louise Von Bülow fremfører med stilfærdig indignation.
Iscenesætter Rolf Hansen finder ind til den personlige poesi hos sine tre medvirkende, ikke mindst når de kommer med hver deres bevægende beretning om, hvad et højskoleophold har betydet for dem. Det forstyrrer en smule, når Christine Worre Kann smiler, mens hun synger om et menneske, der er gået i sort, men hendes imponerende stemme er en vedvarende gevinst for forestillingen.
TILBAGE TIL HØJSKOLEN er en teaterkoncert, der gør større indtryk end så mange andre mere glatte produktioner, fordi den har noget på hjertet og ikke er bange for at åbne op for dette hjerte. Det gør også, at vi som publikum åbner op, og derved får vi alle svaret på, hvordan højskolebevægelsen får sig en fremtid.
(Michael Søby)
