Selvfølgelig skulle hele Danmarks Grethe Sønck have sin egen forestilling, og selvfølgelig skulle det være Folketeatrets regi. Forestillingen spiller p.t. på deres turnéscene, inden den skal rundt i landet for så at ende på Folketeatret i Nørregade.
På Folketeatret har man et særligt talent for at finde den rigtige skuespiller til den rigtige rolle på det rigtige tidspunkt. Det så man, da Sonja Oppenhagen ydede en af karrierens fineste præstation som dement kvinde i forestillingen “I al stilhed” og da Ole Thestrup spillede sit livs rolle i “Far” (samme rolle som Anthony Hopkins vandt en Oscar for på film).
Nu er turen kommet til Pernille Schrøder, der er både er festlig og folkelig, men også stilfærdigt rørende som HELE DANMARKS GRETHE. I tilgift får vi fornemmelsen af alsidigheden i både Pernille Schrøder og Grethe Søncks sangtalenter, fra Grand Prix og tårerpersere til jazz og den lille fine revyvise, der også er en del af revygenrens DNA. Altsammen arrangeret af Jens Krøyer, der også fungerer som kapelmester for forestillingens velspillende mini-orkester.
Desværre synes manuskript ikke helt på højde med Schrøders præstation, omend manuskriptforfatteren Jesper Malmose må komplimenteres for at komme godt rundt i Grethes karriere – også rent musikalt.
Men ideen med at fordele rollerne til de øvrige via nogle kort påtegnet Grethes initialer giver forestillingen en kluntet start, og selvom det sikkert har været nødvendigt at lade andre overtage hendes sange undervejs, så Pernille Schrøder kan nå at skifte tøj, virker det ikke organisk i forhold til handlingen. Uanset hvor flot Charlotte Guldberg synger sin store solosang i anden del, så forekommer den malplaceret rent dramatisk.
Ina-Miriam Rosenbaum er heldigvis en begavet iscenesætter, der altid får noget godt ud af sine skuespillere. Karsten Jansfort springer med største elegance fra den ene præcise birolleindsats til den anden, og Kristian Boland har ægte dramatisk tyngde bag sin Volmer Sørensen, og bidrager smukt til vores forståelse for det lange ofte komplekse kærlighedsforhold til Grethe.
Det kan ikke altid have været lige let at synge sangen om den ulykkelige pige, der bliver svigtet af sin elskede (Klaus Jørgen!), mens publikum griner af pigens naivitet. Men Pernille Schrøder får os til at forstå, at også i kærligheden var der noget djærvt og sejt ved Grethe. Når hun på et tidspunkt gav op, var der en grund til det.
HELE DANMARKS GRETHE rullede gerne rundt på gulvet i TV-programmet “Gæt og grimasser”, hvis publikum krævede det, men hun betalte også en pris for sin tillid til folkeligheden.
(Michael Søby)
