THE LEGEND OF OCHI

★★★☆☆☆

Isaiah Saxon har begået en besynderlig eventyrfilm, men har tilsyneladende haft svært ved at beslutte sig for til hvem. Det nuttede lille skovvæsen Ochi, der knytter sig til den ensomme pige Yuri, vil i al fald umiddelbart appellere til mindre børn i stil med E.T. og Gremlins.

Men tonen i denne dystre fortælling gør filmen til en voksenfilm, og den flotte men pompøse underlægningsmusik vil givet vis også virke skræmmende på mindre børn.

Helena Zengel har i grunden ikke mange udtryk at gøre godt med, men hendes flade fortællerstemmer er i virkelighed filmens største problem. Mere interessant forekommer Finn Wolfhard at være som hendes adoptivbror, men med den dæmoniske Willem Dafoe som deres far kan man godt være bekymret for deres opvækst.

Vi får et glædeligt gensyn med Emily Watson (der fik sit gennembrud i Lars von Triers “Breaking The Waves”), og hun leverer filmens bedste præstation som Yuris hekseagtige mor.

THE LEGEND OF OCHI fremstår som en teknisk set velgennemført film ikke uden en vis charme, men dens naive budskab kan være svært at tage helt alvorligt i dette banale univers.