Thierry Robins og Fabien Nurys “Le Mort de Staline” er en såkaldt “Graphic Novel” (hvilket ikke betyder “en grafisk novelle”, sådan som det står anført på Nørrebro Teaters hjemmeside, men snarere “en tegneserieroman”. Den udkom på dansk i 2016 som en del af boksen “En russisk historie” i en både vittig og begavet oversættelse af Søren Vinterberg.
Skotten Armando Iannucci, der opnåede en Oscar-nominering for sit manuskript til spillefilmsdebuten “In The Loop”, skrev og instruerede også den engelsksprogede Bafta-nominerede filmatisering “Stalin Død” (“The Death of Stalin”) fra 2017.
Både tegneserieromanen og spillefilmen ligger til grund for Nørrebro Teaters ambitiøse satsning, der har talentfulde Nicolei Faber som ansvarlig for såvel bearbejdelse som iscenesættelse, og Mads Andersen som oversætter.
Franciska Zahles scenografi og kostumer synes især at have hentet inspiration fra tegnefilmens verden, og alle sejl er således blevet sat til en morsom og potentiel relevant politisk satire.
Men humoren vil ikke rigtig indfinde sig på Nørrebro Teater denne eftermiddag. Det blev primært til nogle smågrin og kun en enkelt gang hørte man kluklatter, og det var ved Thomas Mørk entre i rollen som en lille pige.
Komik er noget af det vanskeligste på en teaterscene, og ofte med individuel, men det var generelt som om, at holdet anstrengte sig for meget for, at vi skulle grine. I sin skildringen af den absurde og livsfarlige magtkamp, der blev udløst efter diktatoren STALINS DØD, blev alt for mange af de pointer, der morede i den originale udgave, overtydelige i sceneversionen.
Nørrebro Teater har ellers tidligere haft stor succes med forestillinger, der blandede skarp politisk satire med folkekomediens fornemste dyder f.eks. “Diktatoren”, “Revisoren” og “Folkets fjende”.
Skuespillerensemblet slider også i det, men stort set forgæves. Man har valgt at lade kvinder spille manderoller, hvilket kunne have givet god mening rent kønspolitisk, hvis de i tilstrækkelig grad dækkede rollerne. Men man savner generelt en farlighed i disse figurer, der alle er udsatte – men vi skal også tro på, at de er i stand til at udsætte andre for fare, og det gør vi ikke.
Mathias Flint savner dramatisk tyngde som Stalin, en rolle han også virker for ung til at kunne spille overbevisende. Men som Stalin junior har han bestemt muntre øjeblikke.
En tung og træt Thomas W. Gabrielsson mangler ballon i sit spil som Beria, sådan som Anders Mossling får det som Malenkov – efter at hans frisure gennemgår en markant forvandling.
Andreas Jebros anslag i forestillingens umorsomme åbningsscene virker meget villet, men da han først iføres en flot rød officersfrakke og får lov til at slå gækken løs som den rapkæftede militærmand Sjukov, kommer der endelig en gnist af den komiske galskab, som forestillingen som helhed kunne have nydt godt af.
Helt i mål kommer man desværre ikke denne gang på Nørrebro Teater. Men STALINS DØD er bestemt et beundringsværdig forsøg på teater til tiden.
(Michael Søby)
