Ungdomsgysere er sjældent seværdige på grund af stor skuespilkunst, og det gælder i den grad også for UNTIL DAWN. Filmens eneste stjerne skyldes dog den etniske diversitet, som folkene bag denne og mange andre lignende film godt kan tillade sig at være stolte af.
Der er færre filtre blandt de yngre generationer end de ældre på den front, og et ungt publikum gider ikke nødvendigvis se en film, hvis de ikke føler sig ordentligt repræsenteret. Det behøver dog ikke betyde, at det kunstneriske niveau skal sætte ned, og David F. Sandbergs personinstruktion er kun lige på grænsen til det tålelige.
Men det er især manuskriptforfatterne Blair Butler og Gary Dauberman, man kan bebrejde filmens ringe kvalitet. Alene ideen om en gyser, hvor alle de døde hele tiden kan vækkes til live igen, virker så tåbelig, for det kvæler enhver form for elementær spænding.
Vi er hamrende ligeglade med, hvad der sker med karaktererne, selvom de spilles af blandt andre Ella Rubin, Michael Cimino og Odessa A’zion, og med den svenske gyserkliché Peter Stormare på rollelisten, er det ikke svært at gætte, hvem der står bag alle grusomhederne.
En boykot af disse åndløse amerikanske gysere i de danske biografer ville være et passende modtræk til de uhyrligheder, vi møder fra amerikansk side i øjeblikket. De afspejler et afstumpet menneskesyn, der ikke opvejer eventuelle kommercielle gevinster, og fornuftige forældre bør afstå fra at give deres børn penge til at støtte film af denne type.
