SAGAEN OM KASPAR HAUSER

★★★☆☆☆
Det prisbelønnede Teater Momentum i Odense er ikke bange for at eksperimentere. Det kan betyde nogle skøre, skøre og ikke helt vellykkede men ofte ganske underholdende resultater, og når eksperimenterne lykkedes – og det gør de sædvanligvis hver sæson – så er forestillingerne ofte mere interessante end på så mange andre teatre, der bryster sig af at eksperimentere.

Denne gang har de kastet sig over historien om Kaspar Hauser, som i Teater Momentums udgave har fået titlen SAGAEN OM KASPAR HAUSER.

Mange husker sikkert Werner Herzogs filmmesterværk “Gåden om Kaspar Hauser” (“Jeder für sich und Gott gegen alle”) fra 1974. Senere fulgte også spillefilmene “Kaspar Hauser” (1993) og “La leggenda di Kaspar Hauser” (2012) samt en TV-version, men det er Herzogs uforglemmelige udgave, man finder på Filmstriben.

SAGAEN OM KASPAR HAUSER tager udgangspunkt i en sand historie, hvor er forvokset tysk hittebarn pludselig står alene på et torv med sin træhest under armen og en seddel i hånden. På trods af sin alder har han intet sprog, kan ikke spise med kniv og gaffel, og har tilsyneladende været lukket inde det meste af sit liv. Sjælens renhed synes dog at være intakt, men ligesom “Elefantmanden” bliver han behandlet som en freak, og pludselig kommer renheden på en prøve.

To sprudlende unge skuespillere – Nicolai Duckert Perrild og Tryggvi Sæberg Björnsson – tager os med igennem historien i et dynamisk tempo, for derfor at dykke ned i nøglescener, der forklarer, hvorfor det går, som det går med Kaspar Hauser.

Iscenesætter Kristoffer Lundberg forstår at dosere både humor og smerte, og når Hauser – som skuespillerne spiller på skift – kigger på en træhest, der via drejescenen bevæger sig rundt i manegen, så bliver det både et vemodigt tilbageblik til en traumatisk barndom, men også en spejlning af den nye verden, som Hauser nu er underlagt.

Desværre forhindrede stormen Otto forestillingen i at blev spillet færdig, men efter en lille time med to tekniske afbrud nåede forestillingen alligevel op på tre stjerner, og den vil givet kunne nå op på 4 eller 5, når teknikken ikke driller så meget som denne aften.

For både stoffet og tilgangen til det forekom interessant, og med en spilletid på 80 minutter uden afbrydelser er der lagt op til en fascinerende, intens og tankevækkende teateraften – når Otto har forladt bygningen.

(Michael Søby)